Torsdag
d. 5. november satte Martin, Mai og jeg sejl mod Santa Cruz, ”hovedstaden” på Tenerife, beliggende på den nordvestlige del af øen. Det blev en meget blandet natsejlads, hvor vi på nogle tidspunkter havde lidt vind og modsat vejrudsigten vinden lige i snuden, så vi brugte faktisk 20 timer på den sejlads. Vi hyggede os med tre timers vagter på skift.

Der er flere som har spurgt, hvorfor vi har sejlet natsejladser her på de Canariske øer, og det skyldes bl.a. at vi godt kan lide at få noget ud af dagen i dagslys, da vi ellers ville sejle om dagen, og at Tenerife er meget smuk i nattelys (næsten smukkere :)). Desuden så sparer vi også en havneudgift, når vi ikke ligger i havn natten over.

Fredag d. 6. november anduvede vi marinaen i Santa Cruz, hvor vi straks så det meget karakteristiske og arkitektoniske kulturhus, som samler en vifte af rytmiske og klassiske koncerter på Tenerife:

I turistguiden kunne vi læse at det har taget adskillige år at bygge dette kulturcentrum, som skulle vise enten en atlantisk bølge eller en musling (efter turistens eget fantasiønske).

Vi fortsatte videre ind i havnen, som er kombineret lystbåde- og erhvervshavn. Vi kunne se et større fragtskib på vej ud af havnen, så vi fik et lille ”dyt” og trak venligst ind til styrbord side. Efter at dette ”monstrum” var passeret, kunne vi nu se nogle kæmpe olieplatforme med kæmpe ankre og platforme. Det blev vi ret imponerede over (især skipper ombord):

Vi fortsatte videre ind i denne store havn, hvor vi var blevet anvist til bro nummer to – jeg havde forinden kaldt havnefogeden op på VHF’en. Det foregår med følgende replik: ”Marina Santa Cruz, Marina Santa Cruz – this is sailing vessel Aura calling”. Derefter venter man på svar fra marianaen, og siger at man gerne vil have en havneplads. En gang i mellem, eller kun i Rotterdam indtil videre, kan man opleve at blive tituleret: ”Please go to pontoon number two, madame” 🙂 Martin er også blevet kaldt ”Sir” en gang eller to.

Vi fokuserer på at finde bro nummer to, men meget hurtigt falder opmærksomheden ind på kajen til bagbord side, hvor et meget charmerende langskib kommer til syne. Martin udbryder: ”Se, det er Nordkaperen!!” Vi kigger alle tre over på skibet med den orangerødmalede drage, og Mai jubler så meget, at begejstringen ingen ende vil tage.

I mellemtiden opdager Martin et andet skib til styrbord side, som har til følge, at Martin ikke kan få hænderne ned af lutter overvældelse (hvilket i overført betydning kunne have været problematisk, idet han styrede båden:)). Det viser sig at være en spritny kæmpe racer-sejlbåd på intet mindre end 115 fod (altså 35 meter) med en 50 meter høj mast, som fylder en hel bådbro for sig selv. Til sammenligning kan jeg sige at vores lille Aura er 37 fod (11,10 meter) lang med en mast på 16 meter.  Vi taler altså om en sejlbåd, som er mange gange større end de fleste andre sejlbåde på alle måder. Martin blev helt høj over at se dette flydende millionfartøj, og jeg måtte til sidst prøve at få ”ro på banjerne” hos både Mai og Martin og lige minde dem om, at vi faktisk var i gang med en finde vores havneplads!

Efter denne lille reprimande samt et lille vindpust fra bagbord side lykkedes det os at lægge til på vores havneplads, uden at beskadige nabobåden ved siden af os…. Indtil nu har alle havnemanøvrer været top dollar, men lige denne dag var vi tæt på at ramme vindroret på den engelske 42 fods nabobåd, men dog uden nogle ulykker. Det var svært at styre båden, fordi vi blev presset så kraftigt over mod nabobåden pga. et kraftigt vindpust, der kom noget uventet. Vi undskyldte vores lille ”optræden” i havnebassinet med en lille flaske rødvin til skipperparret, og så var der ellers ikke noget der… bortset fra at det samme skete igen, da vi skulle lægge fra kajen et par dage efter. Det var ret pinligt, så vi håber ikke at skulle møde dem igen!

Efter at have fået sat fortøjninger godt på plads, kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme op – vi skulle bare af sted og se Nordkaperen. Efter få minutter stod vi alle tre med øjne så store som tekopper foran dette stykke danmarkshistorie, som Troels Kløvedals vidtberejste sejlbåd må siges at være en del af efterhånden. Og den var god nok – Nordkaperen lå her i fuld figur her i Santa Cruz, Tenerife.

Hvor sandsynligt er det egentligt at støde på den? Og så på en canarisk ø? Der var ikke nogle hjemme på båden, så efter tilfredsstillelse af vores visuelle sans begav vi os tilbage til vores bro, hvor vi begyndte at rydde lidt op og gøre klar til at vores nye gast, Jakob, skulle ankomme få timer efter.

Senere på eftermiddagen fandt Mai ud af at Nordkaperen havde en ung kvindelig skipper samt sin kæreste, som skulle sejle til Bangkok og aflevere båden i 2017. De havde fået lov til at låne båden indtil da, da Troels Kløvedal sidder i studie og klipper videoer fra en græsk optagelse med Nordkaperen. Vi aftalte at mødes senere og se hinandens både.

Andre vi mødte i havnen igen var Karma, vores kære danske sejlbåd fra Hundige havn, samt et ung engelsk par i en 42 fods sejlbåd, som vi også havde mødt på Porto Santo. Så der var masser af mennesker at snakke med her.

Ved 19-tiden hentede vi Jakob på busstationen og havde en ”velkomstmiddag” klar i form af gode engelske bøffer med en hjemmelavet (dog ikke opbagt) brun sovs til, samt banankage med chokolade til dessert (en af ”hofkagerne” fra Auras madsang :)).

Jakob havde også en masse ting med til os, som vi havde bestilt på forhånd heriblandt:

– dansk hjemmebagt rugbrød (mums!) samt brødblandinger

– vores kabeltstik til sattelittelefonen

– julenoder til klaveret (min søster har lavet en lille julemappe til migJ)

– min Dodo & The Dodos CD nr. 1 (jeg havde glemt i CD-afspilleren i min bil, så har kun CD 2 med her på Aura og den er slet ikke lige så god som nr. 1 🙂

– et reservesejl til diverse nødreparationer, tidligere opbevaret hos Martins mor (heri var gemt en masse dejlig slik og chokolade, mums, så begynder sejludstyr pludselige at blive meget interessant :))

– NMEA-stik til vores AIS (oversættelse til ikke-sejlere: en dims så vi kan se andre både på vores plotter)

– en olietragt og nogle pakninger til diverse (fra Bauhaus)

Derudover havde Jakob medbragt hjemmerøget bacon/flæsk, som vi sidenhen har nydt til bl.a. æggekage 🙂

Lørdag d. 7. november indledte jeg med en lille løbetur i selve Santa Cruz by for at finde morgenbrød. Det var meget usuccesfuldt, da jeg havnede i en stor supermarkedskæde med ikke-friskbagt brød, men til gengæld fik jeg en løbetur ud af det (hvilket forekommer særdeles sjældent :)). Santa Cruz er en storby med stort S: dobbeltsporede støjende ringveje som i Herlev, højhuse med reklamer ligesom på Rådhuspladsen i København samt en hyggelig, intim indre by ala de små sidegader i Århus.

Efter morgenmaden begav vi os op mod et vigtigt punkt på en bådejers havnedagsorden: besøg i bådbutik. Martin ser frem til at komme i bådbutik, hver gang der er en og her i Santa Cruz var der åbenbart tre. Der er også altid en eller dims eller dippedut, som man mangler, når man sejler og lever i sin båd som vi gør, så det er også blevet en del af rutinen efterhånden. De havde dog ikke meget af det vi skulle bruge, og en af butikkerne havde sågar lukket, så Martin måtte ”behovsudsætte” sin besøgslyst til bådbutikkerne i Las Palmas, Gran Canaria.

Ellers kiggede vi et smut om os i byen: meget hyggelig og pulserende på selve gågaderne. Vi kom også til ”det arabiske marked”, hvor vi købte lækker hjemmelavet is med lokale produkter og frugter. Vi nød synet af de små charmerende enkeltmandsvirksomheder i form af boder på tre kvadratmeter med salg af frugt, grønt, fisk og kød, og spekulerede over hvornår ”djøffisering” med lovgivning om flextid og hævesænke-skriveborde vil tage sit indtog på canariske øer?

Herefter gik turen hjem til båden igen, hvor alle fik sig en middagslur og en dejlig lasagne med masser af (hjemmelavet) bechamelsovs til aftensmad. Efter aftensmad besigtigede vi den store 115 fods sejlbåd, hvor vi fik en snak med en af dem fem fuldtidsansatte (!) crew-medlemmer. Vi fik en masse information, men måtte dog ikke se båden. Bl.a. spurgte jeg hvor gummibåden var placeret henne, og svaret var et den blev transporteret og fløjet i container hen til det sted, de nu sejlede, sammen med øvrige sejl og andet som fyldte (!) for meget på båden. For at give en ide om hvor hurtigt denne gigantiske sejlbåd kan sejle, så havde de sejlet fra Finland og ned sydpå på 12 dage – der har Aura så brugt knap 2 måneder. Den højeste fart de havde haft var 27,9 knob, og typisk sejler de 19 knob. Aura sejler hyppigst 5 knob, men også 4,5 knob. De regnede med at det tog 10 dage at passere Atlanten, medmindre ejeren (som selvfølgelig er nordmand) er med, så kunne crewet gøre det på 7 dage!!! Man må sige at det er en helt anden sejlverden med sådan nogle ”maxi-både”.

Næste dag gik med lidt bådarbejde samt gennemgang af hele båden med Jakob, så han kunne lære den at kende. Det er faktisk meget praktisk, for så får vi den øvrige besætning genopfrisket hvor tingene ligger 🙂

Derudover gennemgår vi hvordan brandudstyret virker, medicinskabet samt sikkerhedsudstyr herunder aftalt proceduren for hvis vi er nødt til at forlade båden i en nødsituation: Martin åbner redningsflåde, Terese tager panic-bag og sattelittelefon. Foruden gennemgang af hvordan vi lukker et mindre læk i båden (lækstop) samt brug af wiresaks, hvis det skulle komme på tale. Ting der er gode at have på plads.

Om eftermiddagen blev det tid til at se Nordkaperen. Vi mødte skipper, Christina på 28 år, førstestyrmand hos Mærk, samt kæresten Peter på 30 år, maskinmester hos Mærsk. Christina har været gast på Nordkaperen før hos Troels Kløvedal, og havde fået lov til at låne båden indtil 2017. Vi fik en grundig rundvisning på Nordkaperen, som emmede af historie og patina på både dørk og dæk: afrikanske masker på væggene, slidte bøger herunder Kløvedals egne på bogreoler over det hele, et danmarksflag malet på enden af bommen, samt et forholdsvis nyopsat toilet i stævnen af båden.

Vi var meget begejstrede og fik sågar en lille souvenir også: ”Mit Danmark med Troels Kløvedal”, som vi må underholde os med en mørk og kold vinteraften. Herefter gik turen til Aura, hvor Martin og jeg viste rundt og til sidst drak vi kaffe og hjemmebagte boller (leveret af Christina) i Auras cockpit. Vi udvekslede også erfaringer bl.a. indhold i medicinskab, madplan, vagtskema mv. De skal være 10 ombord på Nordkaperen, så det kræver en del mere koordinering med mad og vagter mv. end os fire på Aura. Rigtig hyggeligt at møde Christina og Peter, som vi håber at møde på den anden side af ”dammen” igen 🙂

Ved 17-tiden søndag d. 8. november begav vi os ud på en natsejlads igen. Denne gang til en ny ø, nemlig Gran Canaria, hvor målet var Las Palmas. Vi havde en umådelig god vind, så drønede af sted med 6-7 knob og vi måtte faktisk lave en lille ”omvej” på et par sømil for at ankomme i dagslys til Las Palmas: en situation vi aldrig har prøvet, da vi ofte er bagud i forhold til vores beregnede tidsplan.