Sejladsen
fra den lille intime havneby Bayona til den store turistmagnetiske hovedstad Lissabon tog 3,5 dage.

Vi havde henrivende solskinsvejr i alle dagtimerne, og stjerneklart i nattetimerne. Orions bælte har vi set mange gange efterhånden, og vi bør skaffe os noget mere viden/information omkring stjernetegnene, så vi kan få lidt mere ud af dette udsøgte stjernetæppe over os. Vi havde blandet vind, og derfor sejlads for både motor og sejl.

Vi har efterhånden fundet en rytme i langturssejladsen. Mai og jeg er blevet så erfarne og trygge ved sejladsen, at vi er på vagt alene nu (crazy!). Vi kører tre timers vagter, og så er Martin på tilkald, hvis vi er i tvivl om noget, eller hvis sejlet skal op/ned eller andet. I dagtimerne er vi dog flere vågne, så der hjælpes vi alle ad. Martin vågner dog stadig ved enhver lyd, også hvis vi reber sejlet (dvs. laver sejlarealet mindre), men på sidste dag lykkedes det dog skipper at få lidt mere søvn….

En del af rytmen er også, at man har sit ”heldøgnstøj” på, som Mai så herligt kalder vores ”dragt”, der bruges nat og dag: løstsiddende bukser, langt undertøj, sports-bh for pigernes vedkommende, og en T-shirt eller bluse. Når vi har tre timers vagter (som vi især havde i starten) kan det på ingen måde betale sig at klæde om, og i nogle tilfælde er det ikke muligt, hvis der er høje bølger eller kraftig vind.  Så er man bare glad, hvis man finder sin køje uden at få alt for mange blå mærker 🙂

Livet til søs kan generelt beskrives som den diametrale modsætning til livet i havnen: den væsentligste forskel er, at erfaren som uerfaren sejler bruger rigtig meget energi på at opholde sig på båden, fordi alt konstant er i bevægelse. Derudover skal kontakt med alle genstande overvejes nøje. For eksempel: hvis man kommer til at stille to skåle müsli med mælk op i cockpittet uden at have forhørt sig med en i cockpittet om at holde fast i disse skåle, så er der 70 % risiko for at disse skåle vælter, fordi der to sekunder efter kommer en bølge. Så kan man jo gå i gang med at vaske cockpit i stedet for 🙂 Man kan også gøre som Mai, nemlig at tage to skåle med müsli op i cockpittet UDEN mælk, for derefter at sætte sig i cockpittet med disse skåle, hvilket jo er rigtig godt tænkt jf. forrige eksempel. Derefter tager Mai mælkekartonen frem, skruer låget af, og SÅ kommer bølgen, hvilket medfører en lind strøm af langtidsholdbar, kølig mini-mælk ud over mine NYVASKEDE ”heldøgnsbukser” frem for ned i skålen…. Og så er det man glæder sig over, at der kun er tre dage til vi er i havn igen og kan vaske 🙂 Sådan bliver man vant til lidt af hvert undervejs 🙂

Generelt vil jeg sige, at vi indtil nu ikke har haft så meget energi til andet end at: sejle, spise og sove. Efterhånden lykkes det dog, at man på sin frivagt kan læse lidt i en bog (medmindre man bliver søsyg af det), hækle, strikke, spille musik hvis det går vildt for sig, og ellers så sover vi rigtig meget. Vi er faktisk også begyndt på at skrive en sang på melodien ”I skoven skulle være gilde” om livet og især maden ombord på Aura. Når vi får den skrevet færdig, så bliver den frigivet her på bloggen 🙂

Bølgerne og dønningerne overrasker til stadighed, og det er faktisk mere dem som giver søsygen inden vindstyrken. Hvis bølgerne blot er lange, så gør det ikke noget at de er høje faktisk (bortset fra det visuelle, hvis man har problemer med det :)). De små, hakkende bølger giver meget mere uro i båden.

Jeg har ikke snakket så meget om vores energiforsyning ombord endnu. Vi har to solcellepaneler og en vindmølle for at genere strøm til køleskab, lys i lamperne og vigtigst af alt: navigationsudstyret, som vi er dybt afhængige af. Vi har papirsøkort med til de vigtigste strækninger, og fører logbog hver tredje time, hvor vi skriver kurs, position, vind & vejr samt sjove notitser om sejladsen (fx delfinspring). Martin holder nøje øje med vores strømforbrug på laderegulatoren flere gange om dagen, og er nysgerrig for fx om vi producerer meget mere energi ved høj sol. Status er i øjeblikket at vi ikke laver nok strøm, så derfor slukker Martin køleskabet om natten Køleskabet det den genstand, som bruger mest energi overhovedet. Madvarerne er faktisk fint afkølede næste dag, især hvis køleskabet er fyldt. Desværre er vores vindmølle åbenbart blevet influeret af det spanske ”siasta”, og har valgt ikke at fungere det sidste stykke på turen til Lissabon. Martin har set på det her i Lissabon, og mener at det fungerer nu (vi er nødt til at vente på at der kommer vind, hvilket vi ikke har her i havnen pt).

Vi får mere erfaring med Yrsa (vores vindror), selvom det driller lidt indimellem og vi må håndstyre. På de næste sejlstræk tror vi, at det bliver bedre igen – der skal finjusteres både i forhold til vindstyrke, vindretning, kurs mv.

En anden ting på denne sejlads er, at Mai for første gang har lavet aftensmad, mens vi sejlede!! Det har ikke været tilfældet før pga. søsyge, så det plejer at være min tjans. Til gengæld måtte Mai betale med en ”ofring” senere på aftenen, og igen dagen efter, så Mai har taget førertrøjen på mht. det… Martin og Iris er ikke med i statistikken, og jeg tror heller ikke de kommer det!

Iris har skaffet Harry Potter på lydbog – alle syv bøger.  På mine sidste nattevagter har jeg haft meget glæde af denne fantasistimulerende højtlæsning i øresneglen: det har man jo ikke prøvet siden skoletiden? Og så går timerne fra kl. 02-05 lidt hurtigere, mens man gumler på en müslibar eller et lakridsbolche fra Fætter Gert 🙂 Apropos min nattevagt en af nætterne, så havde jeg en meget speciel oplevelse. Jeg kunne skimte to lys til styrbord side ude i horisonten, og jeg kigger straks på kortplotteren for at finde den, så jeg ved hvor langt den er væk osv. Jeg kan ikke se den, og undrer mig lidt, for det må jo være et stort erhvervsskib, eftersom der er to hvide lys. Jeg kigger igen, og nu er der lys i mellem de to lys, så det er ét langt lys og jeg føler at det kommer hurtigt tættere på. Jeg bliver noget nervøs, og prøver at zoome ind og ud på plotteren igen i håb om at finde skibet – uden held. Så kigger jeg igen, og til sidst får lyset form som en banan … til sidst er denne lysende banan steget over horisonten, og jeg erkender nu, at det er månen som er steget op. Efter få minutter er den steget næsten over mig, og skinner næsten grinende ned på mig.  Så kunne jeg ikke lade være med at smile 🙂

Alle ombord nyder seværdighederne undervejs. Vi har set RIGTIG mange delfiner: de hopper og danser foran båden, og driller hinanden ved at sejle under os. De er generelt mørke i farven og sådan lidt buttede i det. Vi har forsøgt mange gange at tage billeder af dem, men de er hurtige!

Som noget nyt har vi også set morild (naturfænomen, hvor havet synes at glimte/lyse). Det så helt magisk ud! Det var ikke et lysende tæppe, men nærmest små krystaller i vandoverfladen, som bølgede forbi. Vi oplevede det i flere minutter og på flere tidspunkter. Det vildeste på turen var nok at vi fangede en haj med vores fiskestang! Det var på ingen måde hensigten, men det skete altså.

Det var først da den kom op i cockpittet, at vi opdagede det. Iris var hurtig til at få den ud af fiskekrogen (wobbleren), og efter at have læst om den i vores fiskeguide kastede vi den ud igen. Jeg tror den har vejet et par kilo, så det var selvfølgelig ikke nogen stor haj. Men alligevel!

Vi smed Hr. Haj ud, og det samme med fiskesnøren, hvilket resulterede i at vi fangede en haj til! Som faktisk var et kilo større! Denne gang synes vi ikke det var lige så spændende, så vi skyndte os at få den fri og udover rælingen igen. Derfra ventede vi lidt med at smide snøren ud igen. Vores status med fiskestang indtil videre er derfor:

• En sort skraldepose
• Tang
• To hajer

Så det er ikke rigtig noget vi har kunne leve af indtil videre. Men det kommer nok, vi er stadig fortrøstningsfulde!

Portugals kyst er meget smuk, og vi nød turen forbi Cascais på floden Teja, som førte os ind til Lissabon. Vi lavede en ”havnerundfart” for os selv, og kunne se hele byen fra søsiden, meget flot. Nærmere følger i næste indlæg 🙂