Det
er den allersidste nattevagt på Atlanterhavet mellem Azorerne og Irland søndag d. 26. juni 2016. Vi har haft fast vagtplan alle ti dage på overfarten, og min vagt ved roret er kl. 00-04 om natten, så jeg er på ”vagt” nu. I de sidste par timer har vi sejlet langs Irlands sydøstkyst, og jeg har derfor set lys fra land i nogle timer.
Det
er en utrolig dejlig og lettende fornemmelse at se land efter de mange dage på søen den sidste måned. De store og ”tunge” oceansejladser er ovre, men samtidig er det også mærkeligt, at turen er ved at være forbi.

Vi sejler stille og roligt af sted i de lyse nætter, så det bliver ikke rigtig mørkt – et tegn på at vi er på vej nord på. Jeg hører ”Mads & Monopolet” gennem høretelefonerne på denne sidste nattevagt, men alligevel kan jeg høre nogle anderledes lyde i vandet. Jeg tager høretelefonerne ud, og kigger ud over rælingen, hvor jeg møder et helt usædvanligt syn. Der går et par sekunder, inden jeg er helt sikker, men den er god nok – det er delfiner i morild. Jeg er fuldstændig betaget, og takker for, at vi har den elektriske selvstyrer Charles på, så jeg kan nyde synet. Der er fire delfiner i alt, og to af dem smyger sig gennem vandet helt synkront omgivet af hver sin oplysende halo. De er hurtige som lynet, og jeg fornemmer, at de godt kan lide at lege under båden – gerne med de store hvide maver opad. Det varede kun få minutter, og så var både delfiner og morild væk igen.

Generelt havde vi en rigtig god sejlads – 1200 sømil på 9 dage og 22 timer dage og faktisk solskinsvejr det meste af tiden. Vi havde (heldigvis) meget mindre vind end sejladsen fra Bermuda til Azorerne, og overordnet var vi et højtryksbælte. Det siges, at et stabilt højtryk over Azorerne giver god sommer i Danmark, så vi satser meget på godt vejr når vi kommer hjem i slutningen af juli!

Da vi så på vejrudsigter på Azorerne, kunne vi konstatere at vi var nødt til at sejle et døgn for motor mod nord for at få vind. Der lå altså et større højtryksbælte omkring Azorerne, som er lig med vindstille. Vi planlagde derfor motorsejlads til at starte med, og for at være på den sikre side købte vi to ekstra dieseldunke, hvis vi skulle få vindstile vejr igen. Turen fra Bermuda til Azorerne var udfordrende fordi vi generelt havde (for) meget vind, mens turen fra Azorerne til Irland havde tendens til for lidt vind.

Vi hentede fortsat vejrfiler hver dag på satellittelefonen for at få den mest optimale rute, og skrev sammen med andre både ligesom på Nordatlanten: Sif, Idun og Spinnvill. For hver dag der gik, blev det lettere og lettere at forstå vejrfilerne og lægge en plan for om vi skulle lidt mere nord og om det ville blive en ”hård” dag i morgen med meget vind.

Som sagt havde vi fast vagtplan, som så sådan ud:

Kl. 8-12 og 20-24 Martin

Kl. 12-16 og 00-24 Terese

Kl. 04-08 og 16-20 Lars (Tereses far)

Som vanligt var jeg i madlavningen og kagebagningen, og da bølgerne ikke var så store og der var godt vejr var det en smal sag – dejligt. Fiskelinerne blev smidt ud hver dag, men vi havde desværre ikke fiskeheld en eneste dag. Øv bøv – vi havde håbet på en tun en af dagene, og blev så enige om, at portugisiske fiskere måtte have taget alt, hvad der kunne hoppe på en line. En af de første dage kunne vi se 14 fiskerbåde på AIS’en, som lå lige ved siden af hinanden. For første gang på en oceansejlads måtte vi også vige for en båd – og sågar to gange. Der er ellers god plads på havet, så det var lidt sjovt at vi måtte flytte os.

Min far Lars klarede sejladsen godt, selvom det var hans ”jomfrurejse” på oceansejlads og med begrænset sejlererfaring. Lidt mindre madindtag end når der er fast grund under fødderne, men ellers derudaf.

Generelt havde vi god tid til at hygge os, da vores vindror Yrsa styrede præcist det meste af tiden, så vi kunne hygge os med Bezzerwisser og film. Et par gange så vi James Bond-film nede om læ, mens personen på vagt gik op og tjekkede plotteren hver halve time.

Lars havde førertrøjen på mht. bezzerwizzer-spørgsmål, og til sidst spillede vi uden pointføring, og læste bare højt. Geografi og lande-spørgsmål næsten altid slået op i vores ”National Geographic”-bog for at være sikker på hvor fx Mount Everest ligger i forhold til K2 eller hvor mange indbyggere der er i Irland mv. Når man er på åbent hav, kan man ikke lige ”google” ting, man er i tvivl om, så noget så gammeldags som en fysisk bog kan blive ganske nyttig 🙂

Den 23. juni var det Sankt Hans-aften, og det ville vi også gerne fejre. Jeg lavede frikadeller (af henkogt kød) og kålsalat, og Martin lavede et lille Sankt Hans-bål ved at fylde et rødbedeglas med ris, vat og sprit, og da solen gik ned tændte han ild til vattet, som kunne brænde lidt tid. Vi satte Shu-bi-duas ”Midsommervise” på anlægget og glasset ud i havet. Mod forventning sank glasset dog med det samme, så vi fik kun glæde af ”bålet” i få sekunder.

En af dagene havde Martin og jeg et spændende intermezzo om læ, da vi opdagede, at en coladåse var sprunget inde i et af vores stuverum. Typisk. Det betød at alle vores havregrynsposer og drikkevarer var smurt ind i cola, og derfor måtte vi tømme det hele og få tørret op, så det ikke ville klistre sig fast. Men som jeg plejer at tænke – så gik tiden jo med det:

Solen forkælede os mange timer hver dag, men om natten var det nødvendigt med flere lag tøj, huer og vanter for at holde varmen. Udover underholdning i form af snak, spil og kage så fik vi tit besøg af delfiner og store hvalsprøjt. Det er altid hyggeligt på en vagt bag roret 🙂

En af dagene ville jeg støvsuge nede om læ, men desværre var min støvsuger knækket lidt ved ledningen, så den kunne ikke virke. Det betød ikke så meget, da overspringshandlinger for rengøring passer mig ganske glimrende. De to handymænd ombord insisterede dog på, at de ville lodde ledningen, så vi fandt lodde-udstyret frem, og jeg takkede for at bølgerne ikke var større, mens de arbejdede:

Martin og jeg har lagt mange tusinde sømil bag os nu, og vi har lært utrolig meget indenfor mange forskellige grene. For mig personligt er det en god fornemmelse, at jeg faktisk forstår hvad det vil sige at sejle og være på en båd. I starten fløj der termer om hovedet på mig som skøder, fald, skær op, vi reber ind, mere til styrbord, waypoint, genua og så videre og så videre, som ikke gav nogen mening. Efterhånden lærer man, og det er sjovt at følge sin egen udvikling. Når vi skulle planlægge sejlads ud fra vejrudsigt, ”oversatte” jeg førhen:

agten for tværs = Martin synes det er rigtig god sejlads

bidevind = det kan vi ikke lide og vil helst undgå

sejlene banker = Martin bliver i dårligt humør

I dag kan jeg præcist forklare baggrunden for ovenstående, fordi man har mærket det på sin egen krop og forstået sammenhængen mellem bølger, båd, vindretning- og hastighed!