”Aura,
Aura, Aura, det er Bellona der kalder, kan I høre mig?”. Klokken er 03.30 mandag d. 6. juni 2016 og vi er ved indsejlingen til havnen i Horta på øen Faial. Det er bælg-mørkt, vi har sænket sejlene efter 14 døgn på åbent hav, og har tændt jern-genuaen (= motoren) for bedre at kunne navigere i den ellers fint oplyste havneindsejling. Martin styrer båden, Esther og Christian står klar med fendere og fortøjninger, og jeg går ned om læ for at svare VHF’en. Det er en meget velkendt stemme, som snakker gennem højtaleren, nemlig Jens fra S/Y Bellona. Jeg svarer overrasket tilbage, og nu kan vi også se en masse lys inde på land blinke til os. Det er de andre gutter fra Bellona, som prøver at komme i kontakt med os.  Vi får at vide, at havnen er temmelig fuld, men vi kan ligge i fjerde række på Bellona, og de vil gerne hjælpe med fortøjningerne. YES! Mens jeg snakker med Jens, bliver jeg dog afbrudt af den portugisiske havnefoged, som med en charmerende engelsk accent fortæller mig, at vi er nødt til at lægge os for anker. Det er vi på ingen måde interesserede i. At ligge for anker hører til på den anden side af Atlanten, hvor det er varmt, hvor man kan bade i vandet og hvor man ligger i smukke ankerbugte. Ikke her. Vi vil bare gerne i havn, så vi kan komme i bad og hurtigt i land. Jens afbrød havnefogeden, og sagde, at vi bare kunne lægge til i havnen alligevel. Det havde de også gjort nogle dage forinden, og havnefogeden var blevet lidt sur, men temperamentet var dampet af i løbet af lidt tid. Vi ville alle fire meget gerne holde os til Jens’ plan, så vi fandt vej til bådbroen, hvor Bellona lå inderst, dernæst en anden dansk båd, Sif, og så en koreansk båd, og så os som nummer fire. Bellona-gutterne var klar til at tage i mod vores fortøjninger, så det var en snild sag at lægge til. Der var gensynsglæde med Bellona, og vi blev straks inviteret ned på en vi-har-krydset-nordatlanten-og-velkommen-til-europa-øl på den fine træbåd fra Kerteminde. Det var kanon hyggeligt at blive modtaget på den måde efter 14 hårde dage på åbent hav. Vi snakkede om vores oplevelser, og da det blev lyst hen ad kl. 6, besluttede vi os alle for at smutte i seng. Havnen i Horta var meget rolig, næsten kunstigt rolig ovenpå så mange dage i konstante bølgebevægelser. Vi kunne derfor alle fire se frem til at ligge helt stille i køjerne uden at blive kastet rundt. Hvilken lyksalighed!

Næste morgen var vi oppe igen allerede ved 11-tiden (dvs. fem timer senere), da det var meningen at Bellona og den koreanske båd skulle af sted videre mod England. Det blev dog lige en dag senere, så vi havde fornøjelsen af deres selskab lidt længere. Jeg gik i gang med at bage karameliseret brownie, da Bellona havde læst om den i positionsrapporterne på Facebook og havde håbet, at jeg havde et stykke tilbage til dem, da vi kom i havn. Det havde jeg desværre ikke, men jeg ville gerne bage til dem, og især efter at de reddede os fra at ligge for anker 🙂

Både Christian, Martin, Esther og jeg var stadig lidt oppe at køre, stadig lidt adrenalin i kroppen efter at være kommet frem, og vi besluttede at gå i gang med at få gjort båden rent, da det var temmelig tiltrængt efter 14 dage med saltvand, sved og meget mere. Desværre regnede det ret meget, så vi kunne ikke få luftet hynderne, men den værste rengøring blev dog klaret. Det længe ventede bad blev også indfriet – og endda med nyvaskede håndklæder fra havnekontoret. Lækkert! Martins og mine håndklæder er ved at være så ”saltvandsfyldte”, at vi næsten ikke kan få dem tørre, så det var en fryd at få et friskt håndklæde.

Om aftenen spiste vi på en lækker restaurant med Bellona. Priserne her på Azorerne er noget helt andet end vi har været vant til det sidste halve år på den anden side af Atlanten. Azorerne er portugisiske, og priserne erderefter: ½ Euro for en kop kaffe (WHAT??), en god rød bøf til 75 kr., dagens suppe til 10 kr. med brød. Et prisniveau vi slet ikke er vant til, så vi synes at Azorerne var vidunderlig! Til frokost kunne vi alle fire blive mætte for 10 Euro inkl. drikkevarer. På Bermuda kunne man få to kopper kaffe.

Tirsdag d. 7. juni 2016 smuttede Bellona og den koreanske båd af sted mod England, og vi kom til at ligge i anden række nu, hvor Sif lå inderst. Det var også dejligt at se dem igen: Christina og Søren med de tre piger, og vi fik også nogle hyggelige snakke på molen.

Mængden af vasketøj var temmelig stor, også fordi meget af det var så vådt, så jeg gik i gang med det projekt, mens Martin, Esther og Christian gik tur i byen for at finde maling til at tegne vores skibslogo på muren på havnen. Det er tradition, at alle lystbåde maler en tegning/skibslogo, når man har været på Faial. Marinaen i Horta er stedet, som alle sejlere mødes i efter den transatlantiske overfart. Sådan har det været i mange årtier, og mange vender også tilbage hertil fra Europa. Det forklarer også, hvorfor havnen er så proppet, men med rigtig god stemning. Alle er lidt trætte, og trænger til en pause ovenpå den hårde tur, og man forhører sig: ”Hvordan gik det med dem? Har de haft en god tur?”. Man kender jo efterhånden en del langturssejlere.

Det tager nogle dage at male skibslogo, da grunderen (den hvide farve) skal have to lag med et halvt døgns tørring i mellem, så vi startede allerede denne tirsdag. Om eftermiddagen gik vi en smuk tur i nogle timer bag området Porto Pim. Her så to vulkankratere, hvor der nu er vand, samt udsigten udover Horta marina og by:

På stranden ved bydelen Porto Pim er en strand, hvor de portugiske orlovsmænd (en slags vandmænd) skyller op. Dem så vi lidt nærmere på:

Efterfølgende gik Martin og jeg langs havnemolen hjem, og faldt i snak med to hval-entusiaster. Vi kunne jo berette, at vi havde set hvaler og hvalsprøjt både på denne tur og ved Madeira sidste år, og vi fandt ud af, at det var en kaskelot-hval som passerede os for nogle uger siden. Vi hørte om hvor forskellige hvalsprøjtene kan være (lige op, skråt eller hjerteformet), hvor meget de spiser og hvor store de kan blive. Fx findes blåhvalen i alle oceaner, kan blive op til 35 meter lang, sprøjtet er hjerteformet og er så kraftigt at du kan mærke det i din krop, hvis du er tæt på. Den spiser fire tons plankton om dagen, og ikke andet end det. Hvis hvaler er noget for dig, så mød op på havnen i Horta, og du slipper ikke derfra foreløbigt ;P

Denne tirsdag blev også den sidste aften sammen med Esther og Christian. Esther skulle som aftalt videre på rejse i Nordspanien, og Christian hjem til Danmark. Oprindeligt skulle Christian have været med til Irland, men har valgt at stige af, da søsygen er for kraftig, hvilket ikke er sjovt i længden. Derfor nød vi den sidste aften på en god restaurant, som vi havde fået anbefalet af Bellona. Desværre kom vi lidt sent, så vi måtte starte vores måltid udendørs:

Martin havde hørt at man kunne få en-liters-øl her, så det bestilte han, og vi andre bestilte en liter vin til deling. Vi nød et godt måltid mad her, og fortsatte på den legendariske Peters Sports-bar, som er et must for sejlere. Af en eller anden grund er det blevet samlingsstedet gennem mange år, og indenfor hænger der flag og standere fra hele verden.

Indtag af de ethanol-holdige væsker fortsatte på Aura efterfølgende til den lyse morgen, hvor jeg gik i seng ved 4-tiden. Martin og jeg havde bestilt bil til næste dag, så en af os skulle helst være ædru til at køre den…

Næste morgen, onsdag d. 8. juni, pakkede Esther og Christian sine ting og vi kørte dem til lufthavnen lidt udenfor Horta. Tak til jer begge to for nogle oplevelses- og lærerige uger i jeres selskab!

Uden nogen form for underdrivelse var Martin lidt ristet denne onsdag, men vi havde begge sat os for at vi skulle se øen, nu hvor vi havde lejet bil. Det synes Martin også; jeg tog rattet, mens han tog nogle power-naps indimellem 🙂

Det første sted vi kørte hen var Vulcao dos Capelinhos, som er en vulkan der brød ud i 1957 og gjorde Faial 2,4 km² større. Meget imponerende at se naturens kræfter efter så mange år.

Der var også bygget et meget oplysende vulkanmuseum samme sted, hvor vi så en del af udstillingen med stor interesse. Efterfølgende gik vi en tur op på vulkanen, og blev overraskede over at se noget røg fra jorden. Først troede vi, at nogle havde tændt bål, men da vi kom nærmere kunne vi se, at det var røg fra en revne i jorden, altså fra vulkanen!

For os som ikke har set det før, var det et storslået syn.

Vi kørte langs de smukke landeveje, ca. 70 km hele øen rundt, og bed hurtigt mærke i de uanede mængder af hortensiaer, som ses i hver eneste vejgrøft. Det er utroligt smukt, og giver et idyllisk landligt indtryk af Faial. Azorerne er meget frodige og stedsegrønne, og kan fx dyrke kartofler seks gange om året. Der bliver kun ned til 12 grader om vinteren, hvilket giver et dejligt klima. Det grønne er en dejlig kontrast til de mange timer på havet, og de generelt mere ”tørre” Caribiske øer.

Køer ses også over det hele, hvorfor nok forklarer de store bøffer man kan få på næsten alle restauranter og i supermarkedet. Dejligt. Kød og især kød med god smag har vi ikke været vant til i Caribien, så det sætter vi stor pris på 🙂

Vi kørte langs nordkysten og nød smukke udsigtspunkter på vejen, og kørte til sidst ind i midten af øen, hvor krateret fra modervulkanen Caldeira kan ses.

Der var tydelig temperaturforskel ved at komme det højere op, og vi betragtede det 400 meter dybe krater, hvor forskellig vegetation kunne gro. Man kan gå hele krateret rundt, det er 2 km i diameter, men vi tog til takke med at nyde synet her.

Vi kørte tilbage til Horta, afleverede bilen, og fik malet vores skibslogo færdig. Martin og jeg er lidt stolte af vores præstation, da vi ikke umiddelbart betragter os selv som kreative mennesker med maling og pensel, men det lykkedes:

Da vi kom tilbage til Aura, var der kommet en båd uden på os, dvs. i række tre. Det var en engelsk båd, og de henvendte sig hurtigt til os, da det viste sig, at de havde påsejlet os, da de lagde til. Skønt.

Nå, men de var meget søde, og problemstillingen var at deres anker havde banket ind i et af vores sceptre på søgelænderet. Heldigvis havde han ikke ramt glasfiberen, men søgelænderet var blevet skævt og bøjet. Vi snakkede frem og tilbage, og til sidst fandt vi en løsning med nogle kontante Euro, så vi kunne få det lavet hos en smed.

Næste dag, torsdag d. 9. juni, var det blevet tid til at sejle mod Sao Miguel, hovedøen af Azorerne. Her var Tereses forældre nemlig, og dem skulle vi mødes med. Vi smuttede af sted fra smukke Horta ca. kl. 11 om morgenen, og håber på gensyn med øen og den hyggelige by en gang senere.

Der var ca. 150 sømil til Ponta Delgada på Sao Miguel, og det tog os godt 27 timer at komme frem. Vi havde en god natsejlads Martin og jeg, med skiftende tre timers vagter.

Fredag d. 10. juni anduvede vi Ponta Delgada kl. 13.30, hvor Tereses forældre stod og vinkede inde på molen. Det var dejligt at se dem igen – 10 måneder er alligevel et stykke tid. Vi fik indklareret, og fundet havneplads i den nye marina, og så kunne vi spise lidt mundgodt fra Danmark (=den go’e spegepølse fra Rema 1000, chokoladefrøer fra Toms og rugbrød) og en god snak om, hvad der er sket både hjemme og her.

Tereses forældre boede på hotel ca. fem km udenfor Ponta Delgada, og havde lejet bil, så det var nemt at komme rundt og mødes. Samme aftenen lavede vi dejlig mad på hotellet: gode bøffer med kartofler og bearnaise-sauce. Martin og jeg havde også fået to overnatninger på hotellet af Tereses forældre, så vi nød den lette adgang til varmt bruse- og karbad samt en dejlig og stor seng.

Om formiddagen d. 11. juni brugte Martin og Lars (Tereses far) tid på at få svejset det scepter, som englænderen havde sejlet ind i. Nabobåden i marinaen i Ponta Delgada var så flink at tilbyde sin hjælp, og han havde et værksted i nærheden, så det var perfekt for os. Imens gik Elise (Tereses mor) og jeg indtil selve byen og så lidt på den.

Ponta Delgada, som er hovedstaden på Azorerne, er utrolig hyggelig og har trækkene fra en sydeuropæisk hovedstad med sine store majestætiske bygninger fx domkirken og de mange fortovs-cafeer, som vi også besøgte.

Efter en god frokost på Aura alle fire, tøffede vi af sted i bilen for at se lidt på øen. Elise stod for navigation altså kortføring, og vi kom ind på en del ufarbare veje, som bibragte os meget smuk natur, men også problemer med at komme op af stejle grusveje. Lidt udfordrende var det dog for Peugeut’en, så et par gange måtte vi vende om og tage en af de asfalterede, EU-godkendte veje. Hvis man skal off-road på Azorerne, anbefaler vi en firehjulstrækker!

Ligesom på Faial så vi de mange smukke hortensiaer i vejkanten samt græssende køer i det kuperede terræn. Hortensiaerne udsender en duft, som køerne ikke kan lide, og derfor bruges blomsterne som hegn, så køerne ikke går sine egne veje.

Vi måtte også sætte farten gevaldig ned, da en bonde og hans søn skulle flytte omkring 50 køer fra en fold til en anden, og det var via hovedvejen. Bilerne bremsede ned, og stille og roligt flyttede både køer og biler sig ved siden af hinanden:

En af de største turistattraktioner på Sao Miguel er Sete Cidades, som er et vulkankrater hvor der både er en grøn sø og en blå sø. Vandet er det samme, men den grønne sø (den mindste) reflekterer omgivelsernes farver (altså det grønne), mens den blå så (den største), reflekterer himlens farver (det blå):

Man kan køre langs hele kraterkanten i bil, hvor vi kørte noget af vejen, og kunne nyde udsigten til søerne den ene vej og Atlanterhavet den anden vej. Der er en veletableret by nede i krateret, hvilket fortæller om kraterets størrelse – på Faial kunne man ikke komme ned i krateret, men gå langs kanten på to timer. Ved Sete Cidades var der også et ruin-hotel, som efter 1,5 års funktion måtte gå fallit.

Om aftenen lavede vi gode hakkebøffer med bløde løg og brun sovs på Aura suppleret med god rødvin og brownie til dessert, rigtig hyggeligt.

Søndag d. 12. juni 2016 tog vi til en anden stor turistattraktion, nemlig området Furnas i den sydøstlige del af øen. Der er igen tale om et vulkankrater, hvor der er dannet en smuk sø i dele af krateret, Lagoa das Furnas, hvor vi gik en tur og betragtede naturen.

Herefter kørte vi om på den anden side af søen for at se de populære varme kilder: der er tale om vulkanisk aktivitet, hvor vand og mudder-gejsere sprøjter og syder. Man kunne tydelig mærke temperaturstigningen, når man gik langs kilderne, som var op til 100 grader varme:

Helt tilfældigt fik vi lov til at se, hvordan de lokale på øen laves deres kendte ”geo-food” kaldet cuzido. Det går ud på, at du fylder en gryde med kød og grøntsager, graver det ned i det aktive vulkanjord, dækker det til, og kommer igen fire timer senere. Så er din mad færdig og lavet med gratis varme!

Flere restauranter laver deres lokalmad på denne måde, og vi kunne se restauranternes skilte på gryderne, så vi kørte efterfølgende ind til selve byen Furnas, fandt ”Tony’s Restaurant”, fik et bord og serveret øens specialitet.  Det smagte ret godt, og der var forbløffende meget mad. Det hyggeligste var, at vi sad blandt de lokale fra området – det er de lokales spisested.

Efter at maverne var blevet godt fyldte, gik vi en tur i byen Furnas, hvor vi stødte på flere varme kilder. I en af kilderne kunne man se sække fyldt med majskolber, som blev tilberedt på denne måde, og efterfølgende solgt som snack på gaden i byen.

Eftermiddagen bød på en køretur til Europas eneste te-plantage; La Goreanna. Selvom det var søndag, kunne man gå rundt blandt maskinerne, og se hvordan de tørrer bladene, sorterer og pakker teen (det var nok aldrig gået på en dansk arbejdsplads). I arbejdsstuen hang bestillinger fra nær og fjern frit hængende på en opslagstavle, som alle kunne gå hen og se på.

Produktionen har været i gang siden slutningen af 1800-tallet, og beskæftiger den dag i dag mange af de lokale. Teen fik vi lov at smage helt gratis i den ene ende af bygningen, da der var et te-udsalg her. De smukke tebuske så vi efterfølgende på Sao Miguels bakker:

En lille gåtur på 2 timer gik vi også langs teplantagen, hvor vi både nød udsigten mod havet og det grønne.

Ellers brugte vi en dag med at klargøre forskellige ting på båden, skrive blog og slappe lidt af. Tirsdag d. 14. juni var sidste dag sammen med Elise, så her tog vi af sted på lidt sightseeing igen. Denne gang gik turen til det nordvestlige hjørne af øen, Nordeste. Området kaldes også Azorernes 10. ø, da den før i tiden var meget vanskelig at komme hen til pga. store kløfter. I dag har man store broer og veje, så man let kan besøge denne smukke region.

 

 

Efterfølgende spiste vi frokost i en lille by, Achadinha, og gik en eventyrlig vandretur på et timer i en af de store kløfte, som Nordeste-regionen er kendt for:

Det gik over stok og sten, langs vand og ved skov. Jeg vil næsten sige, at det mindede lidt om Cap Verde-øen Sao Antao, hvor vi var i november 2015, hvor det hele også var meget uberørt og frodigt i store kløfter. En gammel vandmølle og vandløb var også at bemærke på turen.

Om aftenen kørte vi tilbage til Ponta Delgada og tøffede en lille tur i Aura, da det også kunne være hyggeligt at sejle lidt med Elise og Lars. Turens længde var passende for Elise, og vi nød en dejlig middag i Yachtklubben på havnen efterfølgende.

Det blev tid til at sige farvel til Elise efter en dejlig uge med hygge, snak og sightseeing onsdag d. 15. juni. Lars blev på Aura, og skulle sejle med til Irland. Efter at vores gast Christian havde meldt fra pga. søsyge, tilbød min far at komme med som tredje mand, og det ville vi gerne. Min far pakkede derfor lidt ekstra udendørs-grej i kufferten, og så fløj min mor alene hjem.

Jeg brugte formiddagen på stort indkøb i Continente (= portugisernes svar på Bilka), hvor jeg fik fyldt godt op med en masse varer til turen samt god, billig vin til senere. Portugal og dermed Azorerne er nok det land, vi har været i med de bedste priser og stadig god kvalitet på maden.

Lars og Martin brugte dagen på at efterse motoren herunder påfyldning af olie, ordne småting, og gøre Aura klar til den sidste oceansejlads. Om eftermiddagen spiste vi kage med Sif, som også var kommet til Ponta Delgada fra Faial:

Torsdag d. 16. juni fik vi taget det sidste varme, ferske brusebad, tanket op med diesel i tanken og vores ekstra indkøbte dieseldunke, og lavet mad til de første tre dage på søen. Kl. 11 slap vi fortøjningerne, og sejlede endnu en gang ud på Atlanterhavet med kurs mod Irland.