Vores
tur over Nordatlanten varede i alt 14 dage og 14 timer – en virkelig god fart for Aura. 3 tidszoner og 1850 sømil lagde vi bag os.

Det var dejligt at vi havde en hurtig overfart, men vi havde generelt også meget vind især i anden uge af turen: minimum 10 m/s og ofte 14-18 m/s, så sejlede faktisk med rebet genua det meste af anden halvleg. Dvs. For meget vind til at sætte storsejl. Halvvejs havde vi kæmpe bølger, så det rullede meget og vindhastigheden var høj, samt regn.

Bølgerne er de største, vi har set nogensinde. Vi troede at vi havde nået max-amplituden af bølger på vej til Bermuda, men vi tog fejl. Bølgedalene var nogle dage så store, at man kunne forestille sig hele Hundiges shoppingcenter Waves foran sig og ned, når vi var på en bølgetop. Når man er i en bølgedal, er der så meget vand omkring en, og man kan ikke se om der skulle være et skib i den anden bølgedal. Det tager dog kun nogle få sekunder at komme op på toppen igen, så på den måde er der intet udkigsmæssigt udfordrende ved det. det vigtigste er at have en god fart i båden, så man ikke bliver indhentet af en bølge, for det er meget lidt morsomt. Selvom det lyder vanvittigt, så overdriver jeg ikke mht. Bølgernes størrelse – vi er fire vidner til dette:) desværre er det svært at tage foto af, så hvis du vil have beviser må du selv sejle afsted i konstante lavtryk over Nordatlanten 😉

Regn er utrolig udmattende, da det begrænser arealet på båden væsentligt og det er koldt. Vi havde regn ca. 2-3 dage, så vi har ikke været plaget voldsomt, og de fleste af billederne her i indlægget er derfor med solskin. Vi kunne også nøjes med at sejle for motor i 17 timer, så det var vi glade for, da det kan være svært at kalkulere. På fotoetser I Nordatlanten, når det er vindstille:

En aften hev vi Christian ud af vagtplanen natten over, fordi han var for søsyg, og en anden nat måtte jeg også lægge mig, fordi jeg var for skidt. Samme aften måtte to opkastninger også til for mit vedkommende, og det tog et par dage før jeg var ok igen. Martin og Esther er meget søstærke, og var derfor ikke “ramt” ligesom os andre.

Christian foreslog at ændre vagtplanen, så vi havde faste vagter fremfor skiftende, da det kunne give en bedre døgnrytme. Normalt kører vi skiftende, så alle oplever solopgang og solnedgang på skift, men det fungerede faktisk godt for alle at vi fik fast vagtplan.

Vagtplanen er den faste rytme for dagligdagen ombord, og efter nogle dage får man nogle rutiner ombord og vænner sig til de konstante bevægelser, at holde fast i håndtag mår man går på WC for ikke at falde, at holde en hånd på skålen med havregrynene inden man hælder mælk i 🙂 Alligevel har vi ufrivilligt måtte have lidt madvarer på gulvet, bl.a. instant-coffee (desværre var det ikke den koffeinfrie), som er faldet på gulvet og klistret sig godt fast fordi der er fugtigt i båden altid. Men til gengæld ved man så, hvad de næste par timer skal gå med, og hvordan man udfordrer sin søsyge med hovedet nedad i salonen 🙂 Esther lavede lækre retter med en vifte af bønner, men de måtte også en tur på dørken først:

Ellers var et fast holdepunkt hver dag at skrive positionsrapporten kl. 15 “aura-tid”. Vi kørte  vores egen tidszone, og skiftede dog en gang ca halvvejs , da solen begyndte at stå op ved fire-tiden.  Samtidig med dette skrev vi sammen med to andre danske både, Sif og Idun, samt en norsk båd Spinnvill som alle var nogle hundrede sømil foran os. Satelittelefonen fungerer virkelig godt, og man sender nemt mails afsted via computeren. På den måde kunne vi også kort diskutere vejrudsigter med de andre sejlere, få deres koordinater så vi vidste hvor langt de var, samt høre hvordan besætningen havde det ombord.

Vi sørgede for forskellig underholdning undervejs, bl.a. podcast på telefonerne, film i salonen, bøger af diverse art. Derudover er der hvad naturen bringer: delfiner, hvalsprøjt og utallige mange portugisiske orlovsmænd, som ses på nedenstående billede. Det er en slags vandmænd med en lang tynd hale, som flyder i vamdoverfladen. De var meget sjove: 

Kagebagning blev det også til et par gange. Jeg prøvede at vente til det blev lidt mildere vejr, men efter nogle dage accepterede jeg 12 m/s som minimumshastighed. Herunder ser I Martin ved at piske æg og sukker for mig:

Vejrudsigterblev ligeledes hentet dagligt, og det var en spændende udfordring, som vi ikke havde fra den anden Atlanterhavskrydsning. Vi var nødt til hver dag at se hvor lav- og højtryk var, for at få den bedste rute igennem. Vi havde kun diesel til tre dage, så flere døgn i højtryk (= vindstille) villeikke gå. Samtidig ville vi heller ikke ende i hjertet af et lavtryk, da det ødelægger skibet og udmatter besætningen. Derudover er der så vindretning – vi kan ikke sejle lige op mod vinden, hvilket betyder at vi må sejle 30-35 grader væk fra den. Heldigvis har vi temmelig god erfaring med at sejle i lidt for kraftig vind (bl.a. vores tur fra Lissabon til Porto Santo i efteråret 15), så vi ved hvad båden og vi selv kan klare. Aura er en stærk dame, som ikke lader sig genere af 20-25 m/s og pust op til 37 m/s (sidstnævnte vindstyrke havde vi på vej til Bermuda). Selvom vi sejlede i hård vind i 14 dage har vi ikke haft nogle skader på båden som sådan.

Foruden vejrudsigterne hvor vi hver dag besluttede en ny kurs eller bekræftede den gamle, skulle vi nogle dage tage højde for afvigelser på kompasset. Kompasafvigelsen kunne være op til 30 grader nogle gange, hvilket godt kunne forstyrre navigationen. Vores plotter kunne altså vise fx 90 grader (GPS), mens vi på det analoge kompas skulle styre kurs 60. Afvigelsen skyldes dels skibets magnetiske kræfter samt vores egne mobiltelefoner, tablets mv. Vi oplevede det også syd for St. Lucia i Caribien, mens vi sejlede om natten.

En af aftenerne aftog vinden ikke som planlagt i vejrudsigten. Vi så at en “dansk ven” lå få sømil fra os, nemlig tankskibet “Arthur Mærsk”, så vi besluttede at kalde dem op på VHF’en for at høre deres vejrudsigt. Vi fik fat i 2.styrmanden, som vistesig at være dansker, så vi fik en hyggelig snak med ham ude på det store vand. Han sagde at vindstyrken ville vare 12 timer længere end den vejrudsigt vi havde. Dejligt. Så længe det ikke blev mere end det, kunne vi klare det lidt endnu. Styrmanden var meget forundret over, at  vi var fire mennesker på en 11 meter sejlbåd herude midt i det hele. Han spurgte om hvorfor vi egentlig gjorde det, og vi måtte svare: “For sjov skyld” og at det var frivilligt. Han selv var på et 350 meter langt tankskib, hvor deres største udfordring var at airconditionen ikke virkede i øjeblikket!!!

Aircondition var ikke just det vi havde brug for, snarere ville vi have lidt varme. Det var tydeligt at det blev koldere dag for dag, og uldtøj, lange underbukser, flis, huer og vanter blev fast påklædning til nattevagterne. Om dagen kunne vi godt klare den med sommertøj, hvis solen skinnede.

Stjernehimlen blev også mindre og mindre. Nede sydpå kunne man se stjerner helt nede ved horisonten,og se Mælkevejen ganske tydeligt, men nu blev det sværere. Nætterne blev mere lyse, solen “smutter” langsommere om på den anden halvkugle her nordpå, og stjernerne kom først højere op på himlen.

Generelt havde vi en fornøjelig tur, men helt klart påvirket af ag vi var i hårdt vejr mere eller mindre hele tiden. Energiniveauet på båden var tydeligvis ækvivalent med bølgestørrelsen, regnmængden og vindhastigheden. Nogle dage lå folk det meste bare i køjerne evt læste lidt, andre dage kunne vi se film om læ, og folk kunne sidde oppe of læse i cockpittet. Mange hyggelige snakke om stort og småt er det også blevet til.

Snakke omkring fiskeheld eller mangel på samme, kunne også være et godt diskussionsemne. Efter mange dages ihærdigd forsøg måtte Martin og Christian konkludere, at Nordatlanten måtte være tømt for fisk eller de svømmede modsat retning af os. Vi havde linerne ude ca. Halvdelen af tiden, men uden held en eneste gang. De andre dage smed vi ikke linerne ud, da bølgerne var så store og vinden kraftig, så vi havde ikke det store overskud til “blodbaderi” i cockpittet. Vi havde ellers øget vores ellers store sortiment af fiskeudstyr på Bermuda, men det gav ikke potte i denne omgang.

Badning af os selv skulle der også til. Første vask var efter seks dage hvor jeg og især Esther havde fået nok af vores fedtede hår. Drengenes korte hår klarer bedre saltvandssprøjt og sved end vores lange pigehår, så vi måtte “bukke under” først. Det foregik således: drengene blev gennet ned i salonen og skottet (= træpladen til nedgangen) sat for, så vi havde cockpittet for os selv. Jeg styrede Aura, Esther tog vores multi-murerspand med reb i, kastede den i havet og hev saltvand op, som hun kunne hælde udover sig. Saltvandsshampoo gør underværker sådan en dag, og efter x antal skyl kan man ferske sig af med vores orkide-spray, som indeholder 1/2 liter ferskvand. Dernæst var det min tur, og til sidst byttede vi med drengene. Vi havde roligt vejr denne dag, og deg var heldigt at vi udnyttede den til at blive vasket, for der kom ingen tilsvarende senere!! Esther vaskede hår en gang senere, vi tre andre holdt ud til det varme, tiltrængte brusebad i Horta.