Grenadinerne - caribisk stemning og de smukkeste koralrev

Efter
nogle intensive arbejdsuger på Martinique satte Martin og jeg sejl mod Grenadinerne. Det var en rimelig heftig sejlads på 17 timer fra Marin til Bequia. Det var også vores første natsejlads alene, så vi var lidt spændte. Det gik godt, men vi havde op til 17 m/s og kæmpe bølger mellem St. Lucia og St. Vincent, så vi fik ”tæv” fra Atlanterhavet mellem de to øer. På et tidspunkt var jeg temmelig urolig, fordi bølgerne kom fra alle sider omkring os, som var det i Nordsøen. Vi blev ret våde, fordi bølgerne stod indover. Noget anderledes end forventet! Jeg var meget glad for at nå frem til Bequia efter denne stroppetur! Når vi kun er to til at tage vagten ved roret, er det til gengæld nemt at huske vagtplanen – tre timer til dig, tre timer til mig.

Sejladsen fra Martinique til Bequia
Sejladsen fra Martinique til Bequia

Grenadinerne er blandet beboede og ubeboede koraløer beliggende syd for hovedøen Saint Vincent. Landet kaldes ”Saint Vincent og Grenadinerne”, og der er i alt 32 øer. Vi var på Grenadinerne fra d. 26. januar til den 12. februar 2016 og nåede følgende øer i nævnte rækkefølge (hovedøen St. Vincent nåede vi desværre ikke):

  • Bequia
  • Mayreau
  • Tobago Cays inkl. de tre øer som ligger omkring revet: Petit Bateau, Jamesby og Baradel
  • Tabac Island
  • Petit St. Vincent
  • Carricou (hører til Grenada)
  • Union Island
Overblik Grenadinerne
Overblik Grenadinerne

Bequia:

Vi ankom til Admirality Bay på Bequia tirsdag d. 26. januar 2016 tidligt på eftermiddagen. På plotteren i cockpittet tjekkede vi lige bådnavnene på AIS’en, og vi spottede straks ”Bellona” – de tre fynske drenge fra Kerteminde. De lå meget langt inde i bugten, så vi sejlede ind og hilste på dem. Det var ret mange mennesker på Bellona, og det viser sig at de havde tre gæster med fra Nordkaperen i en uges tid. Nordkaperen lå på Grenada og ventede på nye wirer (ligesom Aura på Martinique), så noget af besætningen var med ”på ferie” sammen med Bellona her på Bequia.

Vi lagde os for anker lidt længere ude, og smuttede ind og snakkede med Bellona og gasterne fra Nordkaperen. Vi var der et par timer, og til sidst besluttede vi os for at tage på Jacks bar, som ligger længere nede langs promenaden.

Smuk udsigt ud over Admirality Bay
Smuk udsigt ud over Admirality Bay

Vi går og snakker og så spørger Nikolaj fra Bellona: ”Hvor ligger Aura egentlig henne?”. Martin svarer ”Hun ligger lige derovre… eller…(pause)… hvor er hun egentlig henne?”. Jeg kigger også med nu, og godt nok er der mange både i bugten, så det kan være svært at finde en hvid glasfiberbåd i mængden, men Aura lå ikke det sted, hvor vi havde lagt anker. Vi spejder med mere intense øjne og finder hende – længere ude af bugten – MED FENDERE PÅ SIDEN! Martin og jeg kigger på hinanden, og er enige om, at det her ikke er super godt. Nogen har været ombord og sætte fendere på – vi har i hvert fald ikke gjort det. Martin og jeg skynder os tilbage i dinghyen, og kan se at der ligger en katamaran på det sted, hvor Aura lå før. Vi må konstatere at vi simpelthen er drevet!!! Vores anker holder ikke!! Vi sejler hen til katamaranen, som siger at han havde flyttet sig, fordi vi var ved at drive ned i ham.

Flot udsigt Peggy Rock
Flot udsigt udover Admirality Bay, hvor vi drev!

På båden bag ved Aura var der to mænd klar til at tage deres anker op, hvis vi nu skulle drive længere. Jeg hoppede hurtigt ombord på Aura, og tændte motoren, så vi var klar til at manøvrere. Vi vurderede at vi lå stille lige nu, og fik øjenkontakt med en amerikaner i en båd til den anden side, som vinkede Martin over. Martin sejlede derover i dinghyen og fik en snak. Amerikaneren, som hedder Philippe, viste sig at være vores redningsmand. Han havde set at vi drev, og havde advaret de omkringliggende både. Derefter var han steget ombord på vores båd, smidt mere ankerkæde ud og sat fendere på siden, så hvis vi drev ind i nogen, så ville det ikke være lige så slemt. Tak til ham!!!! Martin og jeg var ret urolige, det blæste også en halv pelikan, så vi valgte at finde en mooring. En mooring er en bøje i vandoverfladen, som er fæstnet til havbunden med en betonklods (det kan også være en gammel bil-dieselmotor hvis man er uheldig). Det blæste rigtig meget, så vi havde svært ved at få fat i mooringen, fordi bølgerne gjorde at Aura hoppede op og ned. Philippe kom os igen til undsætning, og sejlede ud i sin dinghy og hjalp med at få vores fortøjning på mooringen. Godt der findes så hjælpsomme mennesker!!! Vi takkede mange gange, og blev på Aura resten af aftenen ledsaget af noget god aftensmad og en flaske rødvin 🙂

Sejlerpige i dinghyen ved Tobago Cays
Sejlerpige i dinghyen ved Tobago Cays

Næste dag sejlede vi over til Philippe og takkede endnu en gang, og gav en flaske rødvin. Han fortalte, at hun han var drevet for to dage siden. Han var dog drevet helt ud af bugten, og var vågnet kl. 1 om natten! Et andet dansk skipperpar var også drevet ud her, finder vi ud af senere. Derudover læser vi i pilotbogen igen, at der er meget søgræs på bunden her, så det er ikke altid en optimal ankerbugt. Vi vil helst ankre på sandbund.

Familien på "Abracadabra"
Familien på “Abracadabra”

Da vi snakker med Phillippe, bliver vi inviteret på kaffe og ginger cookies, og vi snakker med ham og hans kone Ann. Deres båd hedder “Abracadabra” og familien er super søde, og har sejlet hele jorden rundt flere gange i de sidste 14 år. De bor på båden sammen med deres to børn på 13 og 15 år, Jabez og Annelize. De har selv undervist børnene undervejs, som aldrig har været i en almindelig skole! Det synes vi var meget interessant, og vi fik en masse gode tips om de andre øer i området.

Bequia bød ellers på masser af sightseeing og uimodståelig flot natur. Øen er virkelig attraktiv for sejlere, og er et ”must-see” for både langturssejlere og charterbåde pga. øens charme og stemningsfulde barer. Der bor ca. 5000 på hele øen, og ligesom mange af de andre caribiske øer lever de af landbrug, fiskeri og turisme. Selve byen, hvor man også indklarerer, hedder Port Elizabeth, og er en charmerende lille by med en meget tiltalende promenade langs hele bugten.

Terese på Front Street
Terese på Front Street

De to gader i byen langs vandet hedder humoristisk nok Front Street og Back Street, hvilket giver en ide om byens størrelse. Der er massevis af hyggelige cafeer og barer over det hele, og der holdes på skift danse- eller musikaften. Fx om torsdagen er der steel-band på Frangipani hotel, som vi nød rigtig meget. Det giver en ægte caribisk stemning!

Steelband på Bequia
Steelband på Bequia

Strandene her er også de flotteste, vi har set indtil nu. Krystalklart vand og ingen turister. Det er generelt meget specielt for Caribien: det er på ingen måde overturistet selvom det er højsæson fra december til maj (dry-season). Der er lyst fra kl. 6-18 hver dag hele året rundt, så det burde ellers tiltrække flere i vintertiden.

Terese nyder udsigten ud over Princess Margareths Beach (på gynge)
Terese nyder udsigten ud over Princess Margareths Beach (på gynge)

På den anden side af øen er der også smukke strande, her ses Martin ved Friendship Bay:

Martin ved Friendship Bay
Martin ved Friendship Bay

Vi kan tage dinghyen helt ind på stranden, og bare lægge den der, mens vi bader. Hvis der er et træ i nærheden, fastgør vi dinghyen til det, og ellers ligger den bare. Det er lækkert at bade i det klare vand, og også vores eneste måde at få bad på. Jeg har købt en saltvandsshampoo, som har lavere pH, som trænger bedre ind i håret end normal shampoo. Jeg ved ikke om det fup eller fakta, men vi bruger den i hvert fald! Derefter bruger vi vores lille orkideforstøver til at ”ferske” os af: der kan være en halv liter vand i og det med lidt træning rækker fint til Martin og jeg (overraskende nok).

?
Citrustræ

En af dagene gik vi over på den anden side af øen, hvor vi besøgte Firefly Plantation. For kun 10 EC dollars (svarende til 27 kr.) pr. næse fik vi en lille times rundvisning i plantagen med gartneren. Firefly Plantation har også et hotel, og de dyrker alle deres grøntsager og frugt selv, samt leverer til et søsterhotel på Mustique (en af de andre Grenadiner, hvor primært rige og kendte mennesker opholder sig). Vi så og smagte på alt muligt lækkert: guava, mango, citrusfrugter, kokosnødder. De grønne kokosnødder har en jelly (gele) inde i midten, man kan spise sammen med selve kokossaften. Det, som vi kender som kokosmælk, kan først laves når kokosnødden er blevet helt brun og behåret.

Vi drikker kokossaft
Vi drikker kokossaft
?
Der knases sukkerrør til saft

Efter rundvisningen fik vi en masse frugt med hjem, som vi havde plukket i plantagen, meget delikat. Herefter gik vi videre til østsiden af øen, og nåede frem til The Turtle’s Santuary. Denne ”Skildpadde heligdom” er et sted, hvor nyudklækkede skildpadder samles op fra stranden og bliver opdrættet i syv år. Herefter løslades de til havet igen. Og hvorfor så det?? Der er mange dykkere, som jagter skildpadderne for at spise dets kød og bruge skjoldet til smykker mv., men skildpadderne er en truet dyreart. Derfor har en meget dedikeret lokal mand fra Bequia, Mr. King, for egne penge og kræfter lavet dette sted til dem.

Mr. King med en lille skildpadde
Mr. King med en lille skildpadde

Når skildpadderne er 7 år, er de gamle og hurtige nok til at kunne svømme fra dykkerne, og er derfor ikke i livsfare mere. Det var utrolig interessant at høre Mr. King fortælle om hans passion for skildpadder!

7 år gamle skildpadder klar til at komme ud i havet igen
7 år gamle skildpadder klar til at komme ud i havet igen

En af de andre dage gik vi også op på det højeste punkt på øen, Peggy Rock. Ruten var ikke så nøje optegnet, så vi endte med at kravle derop off-road. På toppen kunne vi nyde de flotte farver udover Admirality Bay, hvor Aura lå sammen med 150-200 andre både.

?
Vi er off-road på vej til Peggy Rock
peggy rock højest - Kopi
På toppen af Peggy Rock

Vi var rimelig gennemsvedte, da vi kom ned fra bjerget igen, så vi hoppede direkte i det dejlige vand i Lower Bay for at blive kølet ned. Herligt.

Bequia blev også øen, hvor Martin blev træt af ”internetpenge” til cafeer og barer for at få wifi, da vi betalte en mindre formue for to kopper kaffe. Det resulterede i, at vi har købt et simkort hos det lokale teleskab Digicel, og kan få rimelig billigt internet på telefonen og dermed ud på båden. Lækkert at sidde i sofaen i salonen derhjemme og skrive blog J. I sidste ende også billigere end at betale for en kop kaffe eller øl hele tiden. Sim-kortet virker til alle Eastern Caribbean-landene herovre, dvs. de fleste af de øer vi besøger, på nær de franske øer som Martinique og Guadeloupe.

Udsigt ved "Mamas & Papas"
Udsigt ved “Mamas & Papas”

En af aftenerne var vi også ude at spise på restauranten Mamas & Papas, hvor der er en utrolig smuk udsigt ud over bugten. Vi fik god mad heriblandt flamberede bananer til dessert, som er en lækker caribisk dessert. Man hælder rom udover bananerne og sæter ild til. Uden at sige for meget så brændte rommen mere end 30 sekunder, så de har i hvert fald ikke sparet på spritten!

Mayreau:

Vi nød en lille uges tid på Bequia, hvorefter vi sejlede en god sejlads på fem timer. Vi havde en god agten for tværs og halvvind, så Aura drønede bare derudaf med 6-7 knob og vi havde høj sol. Destinationen var en lille ø med kun 400 indbyggere; Mayreau. Vi lagde os i en meget smuk bugt, Saline Bay, hvor der kun var i alt 10-12 både.

Smuk udsigt fra Aura
Smuk udsigt fra Aura

Denne bjergtagende strand lige foran snuden af os var fuldstændig tom! Der var masser af strandstole linet op længere op af stranden, men ingen tegn på mennesker. Utroligt. Vi gik en tur rundt på øen, og mødte en sjov mand på hans bar/restaurant Honeycone. Han var meget livsbekræftende, og vi så hans køkken, hvor han var ved at lave ”rotis”. ”Rotis” er en caribisk specialitet bestående af en majspandekage med karry-kylling og grøntsager. Vi så hvordan han rullede pandekagerne med en tom romflaske, fordi han ikke havde nogen kagerulle!

Ejeren af Honeycone - et livsstykke
Ejeren af Honeycone – et livsstykke

Restauranten var meget spændende dekoreret med konkylier, flag fra alverdens lande, og en masse nips-ting. Der var ingen andre end os, og det lignede heller ikke at der ville kommer nogle forbi foreløbig. Vi købte to lækre ginger ales – en slags ingefærsodavand, som vi er blevet ret vilde med.

Honeycone
Honeycone

Tobago Cays:

Herefter gik turen til Tobago Cays, som er fem små øer omringet af koralrev, hvilket giver fuldstændigt optimale muligheder for snorkling og dykning. Øerne er ubeboede, og er en del af den maritime nationalpark, hvorfor der er en lille fee på 10 EC dollars pr. person pr. nat (ca. 30 kr.). Man kan kun komme herhen med egen sejlbåd eller med en charterbåd fra Union Island.

Tobago Cays foran revet
Tobago Cays foran revet

Man ligger for anker foran et stort rev (Horseshoe Reef), hvilket betyder at du kan se lige ud på det store Atlanterhav uden at blive påvirket af dets kræfter, da revet beskytter dig. Normalt ligger vi altid i læ af en ø, så det er ekstraordinært fx at kunne se solen stå op her, da der ikke er nogen ø ”i vejen” 😉

Udsigt fra en af øerne
Udsigt fra en af øerne

Det er et meget populært sted for sejlere, så man ligger rigtig tæt, men da det er meget blæsende, ligger man her ikke så længe. Vi lå her to dage, og udover snorkling besøgte de tre ubeboede øer Petit Bateau, Jamesby og Baradel.

landskildpadde - Kopi
Landskildpadde
øgle - Kopi
Øgle

På øerne kunne man se landskildpadder og øgler, samt de flotte sandstrande. Selvom der var mange mennesker her, kunne man sagtens nyde disse unikke øer.

t4 - Kopi
Vi har stillet kameraet på dinghyen og taget et foto med selvudløser!
t3 - Kopi
Terese på stranden

Fra den ene ubeboede ø Jamesby kan se udover hele nationalparken, og fornemme hvor revet indtræder (det helt lyseblå område). Det mørke vand på den anden side er det kraftfulde ocean, Atlanten.

Det mørkeblå vand er Atlanten, det helt lyseblå vand er revet.
Det mørkeblå vand er Atlanten (bagerst), det helt lyseblå vand er revet (midt) og det turkise er selve marina-parken hvor bådene må ankre (forrest)
Flotte farver på revet
Flotte farver på revet

Vandet er fuldstændig vidunderligt krystalklart, og skildpadderne svømmer omkring båden. Fiskene er mangfoldige og farverige. Vi tog dinghyen ud til revet, hvor vi kunne sætte den fast på en mooring. Vi snorklede rundt i dette smukke område hvor der kun er ca. 70 cm dybt.

Bemærk bølgerne i overfladen - vi er ved revets afslutning --> Atlanten er lige på den anden side!
Bemærk bølgerne i overfladen – vi er ved revets afslutning –> Atlanten er lige på den anden side!

På fotoet her er vi tæt på hvor revet stopper, og store bølger fra Atlanten bliver slået i stykker af de mange sten på revet.

Herunder nogle snorkel-billeder fra vores undervandskamera:

s4 - Kopi

sur fisk bedre - Kopi

tes snorkler - Kopi

blå fisk flotte - Kopi

Meget fascinerende og unikt område. Vi benyttede også muligheden for at se en lille koralø foran Horseshoe Reef, som hedder Petit Tabac. Denne ø er også ubeboet, og her er nogle ørkenscener fra Pirates of The Caribbean optaget (Martin og jeg har ikke set filmene før, men vi er blevet enige om at det snart må være tid til det!).

Tabac Island
Tabac Island

Petit St. Vincent:

Et sted hvor vandet var lige så smukt og mere roligt, og dermed mere klart, var ved den lille privatejede ø, Petit St. Vincent. Det var lidt tilfældigt at vi sejlede herover – vi ville egentlig til naboøen Petit Martinique, men vi synes ikke der var nogle ordentlige ankerpladser der. Vi lagde os derfor ved Petit St. Vincent, som er den mindste af Grenadinerne. Et eksempel på hvor klart vandet er: Martin tabte en lille metalskive i vandet på ca. 2 cm i diameter. Han hoppede i vandet efter den, og kunne se den på bunden, mens han havde snorkelmaske på i vandoverfladen!

Udsigt til Petit St. Vincent. Boatboy sejler væk - ville sælge lobster til os.
Udsigt til Petit St. Vincent. Boatboy sejler væk – ville sælge lobster til os.

Da det er en privat ø, må man kun være i visse områder på land, og man må ikke være støjende eller upassende påklædt, som det så fint står i vores pilotbog. Øen er ejet af en amerikaner, og han har lavet ressorts bestående af 22 små huse/cottages, hvor der er all inklusive med butler og to personaler pr. hus. Strandene her er utrolig smukke, og vi fandt vores mindst saltvandsslidte tøj frem, og bevægede os op i baren på stranden. Der var rimelig tomt, og det viste sig at ejeren holdt cocktail-party for gæsterne i hans private bolig på den anden side af øen, og derfor var der tomt, hvor vi var. Bartenderen Charlie var utrolig flink, og vi fik en masse information om øen, bl.a. at kundekredsen primært er britere, og at det er meget prestigefuldt og svært at blive ansat på resortet for lokale caribiere. Vi fik også to glas hvidvin og banan-chips af ham gratis efter vi havde købt to meget dyre daquiries. Jeg ved ikke hvad hans formål med det skulle være – hvis man får noget gratis, er man jo tit selv produktet på en eller anden måde.

Hvidvin og plaintain-bananchips, mmm
Hvidvin og plaintain-bananchips, mmm

Han lovede os en rundtur på øen næste dag. Det sagde vi ja til, og fik lov til at køre med i deres selvbyggede glasfiberbiler. Det var sjovt (især Martin var imponeret af dette firehjulede køretøj). Vi så de små luksurisøe huse/cottages, hvor der er en lille flagstang ud for hver: hvis du hejser det gule flag kommer din butler indenfor 20 minutter, og hvis du hejser det røde flag ønsker du ”privacy”. Prisen er ca. 15.000 kr. pr. nat.

Glasfiberbil - sejt!
Glasfiberbil – sejt!

Carriacou:

Efter visit på den luksuriøse Petit St. Vincent, tog vi til øen Carriacou, som hører til Grenada. Selvom sejladsen kun varede 3-4 timer, hvor det en hæslig tur. Vi havde store vindpust på op til 20 m/s helt tæt på kysten, så båden lagde sig meget ned og vi måtte rebe sejlene (gøre sejlarealet mindre). Kort tid efter blev det pludselig 0 m/s, så vi skal have sejlene helt ned og tænde motor. Generelt har det været nogle hårde sejladser med store bølger (fra Atlanterhavet) og vind generelt 10-15 m/s mellem øerne, så der er ikke så meget idyl og cocktailparty over det, når vi sejler mellem øerne. Jeg er i hvert fald glad for at have sejlerfaringen fra Europa, for det er ikke ”begyndersejlads” med de skiftende vindforhold fra minut til minut herover. Vi har snakket med andre langturssejlere, som også er overraskede over dette.

Jeg bager vores eget brød, når vi er på de tidligere engelskkoloniserede øer - man kan kunne købe "sukkerbrød" i butikkerne. På de franske øer er der lækre baguettes og pains.
Opvask og brødbagning. Jeg bager boller selv, når vi er på de engelskkoloniserede øer – man kan kunne købe “sukkerbrød” i butikkerne, og det gider vi ikke spise.

Det var bemærkelsesværdigt, hvor kontrastfuldt det var at være på Petit St. Vincent i forhold til Carriacou, hvor folk er fattige og ”hænger på gaderne”. Det har vi også set på St. Lucia, og flere af de andre øer. Vi ville gerne til Carriacou, da der skulle være festival/karnival i anledning af Grenadas uafhængighedsdag d. 8. februar. Der var flot pyntet op med nationalfarverne i gaderne i Hillsborough, som er hovedbyen på øen.

Gader pyntet op til fest
Gader pyntet op til fest

Der var næsten kun lokale her, og information omkring karnevallet var mest henvendt til de indfødte på øen. Ved lidt snak frem og tilbage fandt vi ud af, at et af arrangementerne gik ud på at smøre sig ind i dieselolie og kaste vand på hinanden, hvilket vi synes lød lidt arbitrært.

Vi gik en tur rundt i byen, og så bl.a. en gris blive slagtet midt på hovedgaden med en machette (sabellignende kniv). I Caribien spiser man primært fisk og kylling, og om lørdagen kan der blive slagtet en gris eller ko, hvis det går vildt for sig. Jeg er efterhånden blevet meget glad for mindre store mængder af henkogt og tørret hakket oksekød og hakket svin/kalv for at få lidt variation, når vi ikke er på de franske øer, som har større madvareudvalg.

Friskslagtet svin
Friskslagtet svin

Bugten i Hillsborough, Sparrow Bay, var meget ubehagelig at sove i. Det rullede simpelthen så meget, og vinden fik båden til at skøjte rundt. Flere gange svingede vi 360 grader rundt, hvilket gjorde at vi tit var vågne et par timer om natten for at tjekke at alt er som det skal være.

Da vi ikke var super begejstrede for Hillsborough og bugten, tøffede vi videre til Union Island, som er en af Grenadinerne. Fin sejlads hvor vi var nødt til at krydse en del, da vi havde vinden lige i snuden. Jeg synes, det er fjollet at sejle næsten tilbage hvor man kom fra, når man sejler zig-zag op mod vinden – jeg er mere tilhænger af at tænde for ”jerngenuaen” (motoren) her, så vi kan komme frem, men Martin kan godt lide at hive i sejlene hvert 15. minut :). Så får vi trænet manøvrene, og det er jo udmærket ;P

Union Island:

Clifton på Union Island
Clifton på Union Island

Efter at have zig-zagget et par timers tid nåede vi frem til Clifton Bay på vestsiden af Union Island. Det er meget snævre ankerpladser her pga. rev både foran og i ankerbugten. Her lå vi en uges tid, og slappede meget af, skrev blog, badede mv. Union Island blev også stedet, hvor vi var fire danske sejlbåde på én gang, og endda med unge sejlere. Det var ikke planlagt som sådan, så vi synes det var ret morsomt at var ca. 25 danskere samlet på en caribisk lille ø med 3000 indbyggere! Bådene var:

  • Nordkaperen (venligst udlånt af Troels Kløvedal til skipper Christina indtil sommeren 2017, hvor båden skal være i Bangkok. Vi mødte dem også i Santa Cruz på Tenerife. I alt er de 10 ombord. Vi havde skipperparret over til middag en af dagene, rigtig hyggeligt. De sejler videre til Panama-kanalen, så dem møder vi desværre ikke igen)
  • Bellona (de tre fynske drenge Jens, Mads og Nikolaj fra Kerteminde havde forældrene på besøg fra DK. Vi har mødt Bellona mange gange efterhånden, første gang i Coruna i Nordspanien. Vi hyggede os flere af aftenerne med Bellona på Union Island, og de skal også over Nordatlanten til maj, så vi får glæde af deres selskab senere også :))
  • Ithilia (et bådkollektiv fra Lundeborg. Båden skal sejle hele jorden rundt. Der er 9 ejere, lige nu var der 5 ombord. Det er første gang vi møder dem).
  • Aura 🙂

Der er endnu en dansk sejlbåd, Basileia, med unge sejlere, som vi forhåbentlig møder på Guadeloupe, og så er det vist det. Vi har i alt mødt/hørt om ca. 15 danske både, som sejler rundt her i Caribien.

Centrum Clifton
Centrum Clifton

Selve hovedbyen Clifton på Union Island var utrolig charmerende med en park i midten med farverige bænke og frugtboder. Priserne er uhørt dyre på Grenadinere, og især de turistiske steder. Fx koster en ananas 100 kr. og 4 tomater kr. 30! Derfor foretrækker vi de franske øer, hvor priserne er ligesom i Danmark eller lidt billigere.

Farverige frugtboder
Farverige frugtboder

En af dagene gik vi også tur til Frigate Island, hvor man har forsøgt at bygge en marina, hvilket ikke er lykkedes. På vejen mødte vi en masse skolebørn, som lige havde fået fri. De ville meget gerne snakke med os. På alle øerne vi har set bærer børnene skoleuniformer af en eller anden art. På de tidligere britiskkoloniserede øer som fx Union Island har man primary og secundary school, og skolesystem ligesom i England.

Terese sammen med skolebørn
Terese sammen med skolebørn

I udkanten af ankerbugten kunne man også tøffe ud til Happy Island, som er en lille uofficiel ø på 20*20 meter bygget af konkylier. Vi snakkede med ejeren, som havde bygget øen for at beskytte dyrelivet: fiskene ville kunne lægge sine æg i konkylierne. Da vi var der, lignede det mest beton. Ejeren boede der fast hele året, og fik udelukkende strøm fra solceller og vindmølle på taget. Vi fik en øl og en frugtjuice derude og nød udsigten udover bugten.

Martin på Palm Island
Martin på Palm Island
Martin og ejeren af Palm Island
Martin og ejeren af Palm Island

Konkylier er der mange af – überalles! Du finder dem nemt på bunden under båden eller i strandkanten. Jeg troede, at det var en specialitet, men du kan nemt finde dine egne. Konkylierne indeholder en slags kød, lambi, som skulle være meget delikat. Vi har ikke smagt det endnu. De lokale river kødet ud af dem, og smider konkylierne i en kæmpe stak i strandkanten (se foto). Nogle lokale polerer konkylierne op og tilføjer evt. en tekst ”Union Island” og sælger dem på markedet 100 meter længere op af stranden til ca. kr. 120 pr. styk.

Bjerg af konkylier helt vil venstre - fiskerbåd til højre
Bjerg af konkylier helt vil venstre – fiskerbåd til højre

Ligesom på de andre øer var der også boat-boys på Union Island, som mod passende betaling tilbyder hjælp til at finde gode ankerpladser, mooring, sælge fisk eller hummer (det er hummersæson i Caribien nu), eller tage dit affald med ind til land. Det er smart nok, selvom nogle af dem kan være mere eller mindre anmassende.

Stemningen på Grenadinerne er generelt meget tilbagelænet og relaxed sammenlignet med fx Martinique. Mange lokale er arbejdsløse og sidder på gaden og kigger, mange drikker rom eller de lokale øl ”Hairoun”, som er det caribiske navn for St. Vincent.

Lokale fiskere
Lokale fiskere

Der bliver solgt mange T-shirts med sloganet: ”Live slow. Sail fast”. Og det passer nøjagtigt på hvordan stemningen er: de lokale drøner af sted i deres maleriske fiskebåde med 400 hK påhængsmotor, og tager livet meget stille og roligt, når de er på land.

Vores guide i plantagen på Bequia
Vores guide i plantagen på Bequia

Vi nød de dejlige uger på Grenadinerne, og nåede desværre ikke sydligere end det. For at holde vores sejlplan sejlede vi derfor nordpå igen til Marin på Martinique for at proviantere med videre, og derefter videre til Dominica

En af de ubeboede øer i Tobago Cays
En af de ubeboede øer i Tobago Cays

.

3 tanker om “Grenadinerne - caribisk stemning og de smukkeste koralrev”

  1. Dejlig malerisk beretning. I Ser ud til at nyde det. Jeg glæder mig over de lave priser på ananas her i DK. God vind. Kh mor

    1. Hej mutti 🙂 tak for hilsenen:) heh, ja, godt ananas er billigere derhjemme ;P Vi har købt en her på Dominica, det var kr. 25 for en meget sød og smagfuld ananas, så det kan vi bedre lide! kram

  2. Fantastisk blog 🙂 Tak <3

    Jamen det er da bare at fortsætte til Panama kanalen og så tage jorden rundt, i stedet for at humpe hjem til maj … Det er da for fedt at være på tur!!

    Knuser fra far/svigerfar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


5 − en =