Vil
starte med at sige tak for hyggelige kommentarer, beskeder og mails fra jer derhjemme – det varmer rigtig godt, og beklager hvis jeg ikke får svaret så hurtigt:) Husk at I kan følge med på marinetraffic.com, ellers prøv vesselfinder.com (den kan være bedre dækning på den hjemmeside fremfor marinetraffic.com). Skriv også endelig hvis I har spørgsmål til noget 🙂

10 dage blev det til på den tidligere engelskkoloniserede ø Barbados, som blev Auras første ø i Caribien. Alle dagene blev for svaj (for anker) i Carisle Bay uden for hovedstaden Bridgetown, som ligger i den sydvestlige del af øen.

Vi havde alle fem, dvs. besætningen på Aura samt Martins mor Bente, brug for at sove godt ud søndag d. 20. december 2015 efter at være ankommet lørdag aften. En dejlig morgenmad blev tilberedt og vi købte de ting ind, som vi længe havde savnet:

• frisk frugt (nøj, friske AFKØLEDE vindruer var ren kræs!)
• brød (dog kunne vi ikke få frisk bagerbrød, så det blev fra supermarkedet)
• og ikke mindst smør (vi var gået ud for smør, så det savnede vi også til fx pandekager og paneret fisk).

Som sagt var frisk frugt i høj kurs – det havde vi ikke haft den sidste uge på Atlanten og havde som substitution fået mangoskiver på dåse! Derudover satte vi stor pris på, at vi nu kunne vaske op uden at være nødt til holde på bestik og skåle, som i en stor bølge ellers ville falde på gulvet. Vi syntes også, at det var en ren fryd at kunne vaske mere end 10 dele (tallerkener, bestik etc.) op ad gangen uden at skulle bruge skridsikkert underlag – hvilken luksus! En så simpel ting som at åbne skabet med krydderier uden at holde sig selv eller øvrige krydderier fast med den ene hånd, mens du med den anden forsøger at finde glasset med oregano samt spænde op i lårene for at undgå at falde i en bølge, var også en stor lettelse for mig i køkkenet! Man kommer virkelig til at sætte pris på livets små glæder efter at have været i konstant bevægelse i 17 dage!

Vi havde de sidste dage på Atlanterturen sat næsen op efter et rigtig dejligt ferskvandsbad med rindende vand. På Barbados viste det sig efter et par timers søgen, at man ikke har sådanne faciliteter til lystbåde! Tro det eller ej! Der er ingen rigtig marina – man kan komme ind og ligge ved en kaj og få el og vand, men intet bad. Martin og Jakob tøffede rundt i dinghyen (gummibåden) for at finde ud af, hvor vi kunne få et bad. Konklusionen blev at vi kunne “snige” os ind i fiskerihavnen lidt nord for Carisle Bay og ind i de ansattes/fiskernes bad. Det lyder måske som om vi var lidt halv-kriminelle, men det var rimeligt åbne bade hvor hygiejneniveauet var lavere end hvad Arbejdstilsynet hjemme i kongeriget ville tillade: der var én stor hane til hver med rådne fuger og sprængte glasvinduer. MEN – vigtigst af alt, der var ferskvand, og det var rindende! Det var alt hvad vi behøvede lige nu. 🙂

Et nyt liv i Caribien ventede os, og en af de helt uafprøvede elementer var at transportere sig rundt med dinghy (gummibåd). Det er et helt nyt liv for os, da vi altid har ligget i marina på østsiden af Atlanten og derfor har vi ikke haft brug for dinghyen. I Caribien ligger man primært for anker og det af flere grunde: der er utrolig beskyttet på vestsiden af øerne pga. den konstante østenvind, derfor har man altid fralandsvind når man ligger for anker. Man vil gerne have fralandsvind, så man er sikker på at drive ud og ikke ind, hvis ankeret skulle slippe :). Derudover er der utrolige mange bugte, hvor det er oplagt at ligge for anker, fordi det er meget naturskønt. En væsentlig faktor er også, at der ikke er særlig dybt tæt på land, ca. 2-7 meter samt god sandbund, hvilket gør at det nemt få et anker til at sidde.

Sammenlignet med de Kanariske øer, så var der aldrig under 8 meter ved ankerstederne, og bunden var meget stenet. Derudover var der på ingen måde en konstant vindretning. Man ligger altså primært for anker (for svaj) her i Caribien, og for at komme på land er man altså nødt til at have en dinghy. Vi har en 2,5 HK påhængsmotor til vores dinghy, og den tøffer os ganske fint afsted. Jeg var lidt spændt på, hvordan det ville være hele tiden at være på båden og ikke kunne komme i land bare sådan lige, men det er gået overraskende godt, og nu vil jeg meget hellere ligge for anker end i marina! Man ligger meget flottere steder, og man kan nyde klipper og solnedgange og man har også mere privatliv, end når man ligger båd mod båd i en marina. Selve transporten frem og tilbage fungerer også super godt. Påhængsmotoren skal have benzin, så når vi finder en tankstation på land, tager vi benzindunken med op og fylder.

De Caribiske øer har også sørget for et højt service-niveau for os ”dinghy-brugere”, da der er særligt anlagte ”dinghy docks” dvs. en gummibåds-parkeringsplads i form af små flydebroer, hvor dinghyerne kan ligge i op til flere rækker. Her kan man så fortøjre og efter eget ønske aflåse sin gummibåd. Det er simpelthen genialt, og det er nemt at komme frem og tilbage til sin båd på den måde. Det tog ca. 15 minutter fra Aura og ind til Bridgetown i dinghy. Hvis der er store bølger kan man godt risikere at blive lidt våd, men hud og tøj tørrer hurtigt, når solen er så varm.

Efter vores mere eller mindre primitive bad i fiskerihavnen, gik vi en tur i hovedstaden Bridgetown. På gader og stræder var det pyntet op med glimtende julepynt i mange forskellige farver. Tæt på dinghy-parkeringspladsen var de yndigste juletræer pyntet af forskellige børnegrupper, fx søspejderne og søndagsklubben.

Vi var meget overraskede over byens store diversitet: store shoppingcentre a la Magasin bugnede af ”duty free-shopping”-skilte og mærkevaretøj i lange baner, mens en af parallelgaderne havde mindre vedligeholdte butikker med tørklæder, hair extensions og søde læskedrikke.

Det var helt tydeligt, at det bajanske folkefærd gjorde meget ud af sit udseende. Alle kvinder havde fine negle, matchende sko og tøj, make-up og håret sat, som skulle de til en stor bryllupsfest. Det var gennemgående for alle de mennesker vi så. Udseendet betyder meget. Vi læste os frem til, at der er en stor middelklasse på Barbados, sammenlignet med flere af de andre øer, hvilket også skinnede igennem i supermarkedet. En kylling koster ca. 40 kroner, den billigste pose chips kr. 22 osv. Importerede varer selvfølgelig dyrere end ikke importerede varer – det fremgik tydeligt at kvitteringen fra butikken, hvad der var ekstra beskattet og ikke var.

Barbados har engelsk som nationalsprog og kaldes også ”Little England”, da de læner sig meget op af sin tidligere koloniherre England. De er selvstændige, og har sin egent møntfod (barbados dollar), men er stadig influeret af det engelske bl.a. udvalget af madvarer i butikkerne, og har direkte flyforbindelse til Manchester. Bajanerne er et utroligt venligt folkefærd, fx så hvis man står og kigger på et kort for at finde vej, kan de uopfordret komme over og spørge om man har brug for hjælp (og de stjæler ikke noget:)).

Hvad vi rigtig godt kan lide ved Barbados og de efterfølgende Caribiske øer er, at der slet ikke er spor turistet. Der er ikke overfyldt nogle steder, og de lokale er blandet med de få turister, der er. Man kan også få menukort på nationalsproget med egnsretter (i modsætning til de Kanariske Øer), og der er ikke proppet fx på barerne og ved turistattraktionerne.

På vores byrundtur denne søndag spottede vi også Burger King, og der var generel enighed om at spise aftensmad der, og vigtigst af alt – få internet til at få skypet, skrevet med familie og venner, samt tjekke Facebook, mails og frigivet blogindlæg. Det gik det meste af tiden med, som ovenstående billede viser 🙂 Jeg tænker tit på, at andre omkring os må tænke, at vi må være dybt asociale når vi hver især sidder med hovedet begravet i PC og telefon 🙂

Barbados, og de øvrige Caribiske øer vi har været på, er utrolig grønne. Det er nok det grønneste vi har set på hele turen. Naturen har også et optimalt klima:  ca. 30 grader og let regn ca. 2-4 gange om dagen. Selvom I nok synes det lyder grotesk, så kan man kalde det hjemligt med ”dansk bygevejr”. Vi har dog meget sol og lidt regn indimellem, men der er dog den forskel, at det er meget varmere plus at regnen ofte blot er nogle dryp 2-3 minutter pr. dag. Nogle dage dog mere regn end andet. Lige nu er der ”dry season” i Caribien, som er indtil juli måned, herefter bliver der heftig regn indtil november.

Vi ville alle sammen gerne se mere af Barbados, og derfor gik Mai og jeg i gang med at undersøge mulighed for at lege bil. Det viste sig at være en meget besværlig og næsten umulig opgave. Vi brugte det meste af mandag d. 21/12 samt halvdelen af 22/12 på det, men vores store hæmsko var, at det var op til jul, og alle biler var lejet ud for længst.

Derudover skulle man leje bil minimum 4 dage, og vi ville kun leje en enkelt dag. Vi gik også på turistkontoret, som viste sig at være i midten af ”Magasin”, og de anbefalede os at ringe til begravelsesforretningerne også, da de har biludlejning som nebengeschäft. Det synes vi var underholdende, og trods flere forsøg, lykkedes det os heller ikke at skaffe en bil herigennem.

Til sidst tog vi andre metoder i brug og spurgte en taxi, hvor meget han skulle have for at køre os rundt på øen en hel dag. Først sagde han 270 US$, hvilket jeg syntes var i overkanten, og til sidst endte vi på 200 US$ for os fem personer. Den dag gik med at få styr vores kørsel rundt på øen, samt at få vasket alt vores tøj. Mai og jeg tog vores fyldte blå IKEA-poser med tøj og sejlede ind til land i dinghyen, gik ca. 20 minutter til vaskeriet, hvor man kunne vælge mellem enten cold eller warm wash. Jeg valgte selvfølgelig warm wash – temperatur kunne ikke nærmere specificeres 🙂

 

Bente (Martins mor) nød at svømme ind til stranden hver morgen fra Aura, hvilket også var nyt for os. Når vi har ligget i marina har der ikke på samme måde været mulighed for at hoppe direkte ud over rælingen og få en morgendukkert. Strandene er også utrolig flotte med rent sand og meget klart vand, hvilket vi har nyt også nu hvor solen steger os så meget.

Lillejuleaften (23. december) blev dagen, hvor vi skulle rundt og se øen med vores taxichauffør. Vi startede sightseeingen med at køre langs vestkysten, som viser sig at være fyldt med diverse resorts og ”residents” for de kendte fx sangeren Rihanna, som i øvrigt er/har været kulturel ambassadør for Barbados, og er opvokset på Barbados. Vores chauffør var meget fortællende og viste os universitetet på øen, historiske fakta mv.

Vi kørte først til en lille by på vestkysten, Speightstown, hvor man kunne få en ide om hvordan en mindre by på Barbados så ud.

Port St. Charles, som er den by, hvor vi indklarerede, kørte vi også igennem, og kunne nyde de smukke sandstrande og klare blå vand.

Herefter gik turen til nordspidsen af øen. Det er tydeligt, at kræfterne i havet er meget større på østsiden (mod Atlanterhavet) end vestsiden (Det Caribiske Hav). Det var utroligt smukt at se Atlanterhavet fra landsiden, og så kigge ud og tænke over, at vi akkurat havde ligget derude i 17 dage 🙂

Jakob skulle også prøve et nyt udseende af som rasta fari i souvenir-butikken…. måske er der tale om et nyt look??

Der er et helt mini-samfund for rasta faris på Barbados, som ud over sit ejendommelige udseende også lever meget spartansk uden el og foretrækker naturprodukter frem for plastik mv. Vi har set en del rasta farier på øen, samt set det område, hvor de hører til.

Vi kørte også gennem øens nationalpark, som mod forventning ikke var nogen større seværdighed. Vi spiste vores medbragte frokost (tun, makrel på dåse samt brød og tomater) og nød den smukke udsigt over østkysten. På billedet får man en klar fornemmelse af hvor grønt, der er på øen.

Langs vestkysten så vi den ældste tilbageværende sukkermølle i Caribien. Sukkerrør vokser overalt i Caribien og fremstilling af rørsukker og ikke mindst rom er en stor indtægtskilde for de Caribiske øer.

Hvis man er tosset med at surfe, så er byen Bathsheba et oplagt sted at tage hen. Her afholdes de nationale surfingstævner, da bølgerne her er optimale til formålet. Byen er karakteriseret ved en sten ude i vandet, som kaldes ”Champignonen”, da den har facon efter en sådan.

Skiltningen på Barbados er også yderst charmerende, og giver smil på læben når man kører forbi. Der er (heldigvis) ingen iso-satificering at finde på deres skilte – der er plads til kreative sjæle:

Eftermiddagen blev afsluttet på Chrane Beach på sydvestkysten, som skulle være en af de bedste strande (i verden!) jf. Lonely Planet-bogen, jeg har med. Der var heftige bølger, så det blev en heftig svømmetur:

Til sidst blev vi sat af i festbyen Oistens på sydkysten. Byen er kendt for sit kæmpe fiskegilde, fest og farver hver fredag, hvor både turister og lokale mødes. Vi tog først en svømmetur, samt en kold øl (den lokale bajanske øl Banks) på stranden.

Det regnede desværre en del den aften, men vi kunne sagtens få en fornemmelse af at Oistens er en stor fiskerby. Vi så, hvordan de lokale fiskere på MEGET kort tid kunne filetere en guldmakrel:

På Aura ville det tage meget længere tid, da vi ikke er så erfarne, plus at alt gynger rundt når vi sejler. Det var sjovt at få nogle gode visuelle tips fra fiskerne her. Vi så også en dame sidde og filetere flyvefisk i massevis. Vi havde masser af døde flyvefisk på dækket hver morgen på turen over Atlanterhavet, men vi har dog aldrig forsøgt i at tilberede dem selvom Troels Kløvedal har god erfaring med det.

Det viser sig også, at flyvefiske-sandwich er en af nationalretterne på Barbados. Efter at have set fileteringen af flyvefisk på fiskemarkedet her, er jeg frisk på at filtere nogle, hvis vi får dem på fordækket igen – vi får se!

Til aftensmad inviterede Bente os alle fem på lækker mad i Oistens: ”Oistens Fish Fry”, hvor man kan smage alle mulige slags fisk tilberedt på mange forskellige måder. Vi fandt et rigtigt godt sted, hvor vi prøvede rejer, guldmakrel og tun – mums 🙂

Efter en dejlig dag med mange oplevelser sluttede vi vores sightseeing af med en for os alternativ bustur hjem til Bridgetown. Det var spændende! Du bliver mokket ind i små hvide busser, hvor du hurtigt kan komme til at sidde på skødet af en anden, fordi bussen er tæt pakket. Musikken er høj og karakteristisk: rasta fari musik, og den eneste form for belysning ud over de øvrige billygter er et rødt skær fra en svag lampe i midten af bussen. Man skal holde godt fast for ikke at blive løftet for meget op og ned, da hastigheden er maksimal, og man skal især hvis bussen pludselig stopper for at tage nye kunder ind, selvom bussen i forvejen er overfyldt. Vi sov alle sammen godt oven på denne dag 🙂

Selve juleaftensdag d. 24/12 blev også en dag, som vi sent vil glemme. Vi havde planer om at tage ud og se et romdestilleri i løbet af formiddagen, men vi kom for sent, så der var allerede lukket. Herefter gjorde vi de sidste indkøb, og sammen med resten af den bajanske befolkning på 286.000 mennesker stod vi i kø i supermarkedet for at få de sidste madvarer købt ind. Vi stod i kø i ca. 50 min.(!) inden vi kom til kassen, så det var godt at en af os gik til køen lige så snart vi trådte ind i supermarkedet.

Køen gav dog anledning til, at Bente faldt i snak med en de lokale bajanere, som viste sig at være tilflytter fra England. De snakkede frem og tilbage, og Bente spurgte om, hvad den største forskel på englændere og bajanere var. Med et udspekuleret smil svarede den nydeligt klædte modne jordemoder: ”Less money – more sex. And rum”! Dette udsagn omkring livsstilen på Barbados har medført adskillige sjove stunder hjemme på Aura. ’

Selve juleaften blev fejret på behørig vis. Martins moster Lisbeth havde givet os to lækre dåser confit de conard (konfiterede andelår) med fra Danmark i august, som kompensation for den manglende juleand. Meget betænksomt, og ih hvor var det lækkert! Der var to store stykker and til hver person, og kødet var meget mørt.  Jeg lavede en god opbagt sovs til af fonden, samt hvide kartofler, brunede kartofler og rødkål.

De brunede kartofler har jeg dog stadig mén efter, da jeg mistede grebet omkring panden, og hældte karamellen ud over venstre fod. Det medførte at jeg resten af aften, måtte have venstre fod i en spand saltvand for at undgå forbrænding. Jeg fortsatte dog med madlavningen på trods af spanden:

Efter at have nydt den dejlige juleand læste jeg juleevangeliet højt fra Det Nye Testamente, hvorefter vi sang julesalmer: jeg tog klaver og fløjte frem og på skift valgte vi en julesang, som vi sang.

 

Herefter pakkede vi gaver op på skift. Der var lidt gaver med hjemmefra, og til hinanden, rigtig hyggeligt. Vi havde også flot pyntet op med julepynt fra Kristine (Martins søster) i pakkekalenderen, Bente fra Danmark og hvad vi ellers havde ombord. God julestemning blev der 🙂

Vi havde på forhånd besluttet os for at tage ind og høre midnatsgudstjeneste i den lokale kirke i Bridgetown. Det var regnvejr, og vi skulle afsted i dinghy ind på stranden, så vi måtte have skiftetøj med, og stå og klæde om på gaden og få det værste sand fra fødderne fjernet. Vi så nogenlunde soigneret ud, da vi kom frem til kirken. Kl. 23.15 var der carol.-singning i 45 minutter inden den egentlige gudstjeneste kl. 24. Der var også pyntet i kirken, og heldigvis air-condition.

Vi spurgte nogle af de andre kirkegængere hvor lang tid gudstjenesten tog, da vi havde på fornemmelsen, at tjenesten ville tage længere tid end de 60 minutter, vi havde forestillet os. Det viser sig at gudstjenesten tager 2,5 time (!), hvilket betyder at vi kommer meget sent hjem til båden igen.

Vi er faktisk først tilbage ca. ved 3-tiden julenat, og på det tidspunkt har vi stadig ris a la manden til gode! Den går vi i gang med at spise på dette tidspunkt. Desværre har vi ikke haft så meget held med den, da varmen ombord på båden (30 grader) gjorde at fløden blev til smør, så vores juledessert er ikke helt som den plejer. Den danske nabobåd Bellona havde haft det samme problem med deres ris a la mande, men de havde været i så god tid med problemstillingen, at de havde været inde og købe is på den lokale bar, hvormed de kunne nedkøle fløde og den efterfølgende ris a la mande i andet forsøg.

På trods af udseende og smag af ris a la manden fik Bente mandlen, og gaven var en vacuumpakket barbadiansk brownie, som vi nød en af de andre dage.

Den 25/12 havde Jakob og Mai bestilt dykkertur, så de var afsted indtil eftermiddagen. Det havde været en meget stor oplevelse for begge parter, jeg viser herunder et par fotos fra Jakobs kamera:

 

Om aftenen fik vi de meget længe ventede tarteletter. Bente har (på bestilling) haft tarteletter med fra Danmark, så vi kunne lege en lille julefrokost. I varmen spiser man ikke så meget, så vi spiste kun den ene ret. Det er nemt at købe hele kyllinger på Barbados, og efter 25 min. I trykkogeren har du lækkert kød til høns i asparges. Hele ”banden” ombord nød den danske juletradition ledsaget af den lokale bajanske øl, Banks.

Besøg af og hos andre sejlere gjorde vi det også meget i på Barbados. De amerikanere, som havde foræret det særlige blink på Cap Verde, viste sig også at have lagt til på Barbados efter Atlanterhavskrydset. Det var tydeligt at begge besætninger havde brug for at snakke om alle de oplevelser, som vi hver især havde haft. Det var hyggeligt både at være hos dem og de hos os – de skulle videre nordpå, så det kan være vi møder dem igen.

De fynske drenge fra Kerteminde i den ketch-riggede Bellona valgte også at smide anker ved siden af os. De havde krydset Atlanten direkte fra La Gomera uden stop på Cap Verde. De havde også haft en henrivende tur, men havde også lidt reparationer ligesom os. Det var rigtig sjovt at snakke med dem os, især fordi de også var danskere. De ville sydpå til Tobago og så sejle nordpå og i maj måned krydse over Nordatlanten hjem.

En af aftenerne blev vi også inviteret over til dem, hvor snakken gik og de serverede en dejlig ”sommergløgg”, som bestod af kold cola og rødvin (50/50) samt en appelsinskive. Det lyder måske ikke så fristende, men det er virkelig godt, især i heden og så havde de skaffet isterningerne inde fra land på en bar. Sidenhen har vi døbt gløggen ”bellona-drikken” her på Aura – selv mor Bente kunne lide den særprægede cocktail!

Juledagene nød vi ellers med badning, sol, Skype med familien derhjemme, snak, afslapning i hængekøje (se foto), lidt bådarbejde, rengøring og pakkeleg. En af dagene tog vi også dinghyen ind til stranden, hvor vi først tog en lur og derefter var ude at snorkle i et område med tre vrag. Det var en meget stor oplevelse at se så mange forskellige fisk i smukke farver. Jakob var også heldig at støde på denne imponerende fætter:

Generelt kunne vi rigtig godt lide øen, og sagde tak for denne gang  mandag d. 28. december 2015. Om formiddagen brugte vi resten af vores barbadianske dollars på mad, tog ankeret op, og sejlede 24 timer mod den næste ø i rækken, St. Lucia.