En
langtursbåd som sejler mange sømil på bølgen blå får nogle “tæsk”, så der er nogle ting som går i stykker undervejs – og vi falder ikke uden for den statistik. Indtil nu har vi sejlet 5000 sømil, hvilket svarer til  ca. 10 års sejlads for en gennemsnit sejlbåd i Danmark (!), så man kan ikke undgå slid eller at noget går uhensigtsmæssigt i stykker. Vi er heldigvis ikke hårdt ramt i forhold til andre både, som både skal have nye sejl, motor og el:

• en af kordellerne i wiren nær terminalerne på topvanten er gået itu, så vi skal have en ny wire ved lejlighed.

• genuaen er blevet slidt lige i det område, hvor spilerstagen har siddet på, så vi skal have sejlet til sejlmager. Det er dog en lille opgave, der ikke burde være så tidskræ

• vores indre glasplade til ovnen sprang en morgen, hvor Mai var ved at bage lækre morgenboller. Vi blev temmelig forskrækkede alle sammen, da det lige pludselig bare sagde “Klitr klitr klitr!” og så var vores glasplade i tusinde stykker. Bollerne var heldigvis færdigbagte, og vi kunne godt spise dem. Vi ved ikke hvorfor det skete, men så det var det i hvert fald endegyldigt slut med at bage kager (suk!) og også brød. Vi er ved at undersøge hvad vi kan gøre, men vi har fundet ud af at vi stadig kan bruge ovnen, det tager godt nok lidt længere tid og der bliver varmere i køkkenet.

• vores batterier kan stadig ikke følge med: vi har været nødt til at tænde for motoren 1 time hvert døgn for at holde spændingen oppe. Den store “synder” er selvfølgelig køleskabet, som sluger hovedparten af vores energi, og det har vi været nødt til at tænde, når vi har haft frisk fisk. Martin og jeg vil se på, om vi skal købe nogle nye.

• vi har mistet tre af vores sorte spande (murerspande) under sejlads – de røg i vandet, mens vi forsøgte at fylde dem. Det betyder at vi nu har én spand til følgende: fisk, badning på fordækket, afskylning af dæk mv. Dejlig all-round-spand – vi ser frem til at købe nogle nye 🙂

• på andendagen af sejladsen blev Mais hynde, sengetøj og sovepose vasket i frisk diesel fra Cap Verde… for tredje gang er pakningen ved dieseltanken utæt, hvilket betyder at der løber diesel ud fra tanken og ned i Mais køje, når vi sejler på bagbord halse. Vi har ellers skiftet pakningen alle tre gange, kontaktet Biltema hjemme i Danmark for at høre om gode råd, men det er tilsyneladende stadig et problem! Alt måtte op til tørre i cockpittet de næste par dage, og Mai flyttede ud i salonen for at sove. Efter nogle døgns udluftning og optørring af diesel i motorrummet lykkedes det (igen) at få diesellugten til at forsvinde, og Mai kunne atter vende tilbage til sin køjeplads i agterkahytten.

• vores dejlige stempelkande måtte lade livet, da den pga. store rullende bølger fik “tæv” af sin nabo på hylden, en glasflaske med saft, og så gik det nederste af glaskanden simpelthen itu! Siden da har vi måtte nøjes med vores instant-kaffe (nes-kaffe), hvilket vi var rigtig glade for alle sammen, indtil jeg en dag i køkkenet får læst på etiketten og finder ud af kaffen er koffeinfri: “Café Soluble – descafeinado”! Så uklog som jeg er, fortæller jeg dette til resten af besætningen, hvilket indledningsvist leder til latter og grin, men efterfølgende er det som om, at den kaffe ikke har været i så høj kurs… Mai har herefter ihærdigt forsøgt at lave kaffe gennem en tragt med parfumeret køkkenrulle i mangel på kaffefiltre, hvilket gav en smag som ikke rigtig kunne tilfredsstille vores ganer. Vores kaffe-forbrug blev på en eller måde herefter reduceret til faktisk ingenting. For at gøre historien endnu bedre, så er det ikke første gang at vi har haft “udfordringer” med indkøb af kaffe – læs nærmere forneden:

Vi har haft en del “fejlindkøb” i spanske og portugisiske supermarkeder. Der er ingen ombord, som behersker disse sprog på bare et minimalt niveau, hvilket kan gøre indkøb meget udfordrende. Indtil nu har vi haft følgende forvekslinger – både i supermarkedet og køkken:

• Vi ønskede at købe kakaopulver, som viste sig at være brunt sukker – det har vi heldigvis kunne bruge i bagningen (så længe vi havde en velfungerende ovn).
• Jeg skulle stege frikadeller på båden, så jeg finder en flaske madolie frem. Jeg hælder det på panden, og med det samme sprutter det og lugter rigtig surt og svedent. Jeg kommer i tanke om, at madolie og eddike har nøjagtig samme flaskeudseende, og må konstatere at jeg har hældt eddike på panden i stedet for madolie!

• Vores største brøler er nok på La Gomera, hvor vi skulle beslutte os for hvilken kaffe vi ville have. Vi stod i supermarkedet og fyldte vognen med en tilfældig type kaffe, indtil vi i køen lige tænker på, at vi burde prøvesmage den inden vi køber 40 pakker. Og det var meget heldigt. Den kaffe vi havde valgt, smagte af Rex-kaffe ala før 2. verdenskrig. Det ville aldrig gå ombord på Aura. Så smuttede vi ned i supermarkedet igen, og købte tre andre slags kaffe, lavede smagsprøver i bedste barista-stil og besluttede os for den den røde pakke. Herefter smuttede vi over til en anden dansk båd, Karma, som også lå i havn på La Gomera, for at vise dem hvilken kaffe vi havde valgt og ville anbefale den til dem (de havde nemlig haft samme “kaffe-udvalgs-problem” som os). De ser den røde pakke kaffe, som vi har valgt, vi snakker lidt, og så siger en af gasterne: “Jamen, den er jo koffeinfri!” Så blev der grint igen, og lidt pinligt for os at vi ville anbefale en koffeinfri kaffe til dem! Det endte med, at vi købte store mængder af den kaffe, som Karma havde valgt, som var en helt femte type kaffe – MED koffein!

• 

  Det smukke blå hav med flotte skyer

Som en krølle på halen kan jeg sige at vi ikke er de eneste med disse sproglige udfordringer. Vores schweiziske nabobåd Skua i Mindelo, Cap Verde, havde forvekslet rasp med hvedemel, så de havde uanende mængder rasp. Det har været til vores fordel, da det nu er Aura som har uanede mængder af rasp ombord 🙂

Vi havde vurderet vores ferskvandsforbrug til at være rimelig højt, vi havde 400 liter med, men vi har slet ikke brugt så meget. En af hovedårsagerne er, at vi vaskede alt op i saltvand. Vi har en saltvandspumpe i køkkenet, så det er nemt at få op i vasken. Vi har købt en kedel til saltvand og en til ferskvand, så det ikke bliver blandet med ferskvand fx til når vi skal lave kaffe. Det fungerer rigtig fint: vi koger saltvandet i saltvandskedelen og blander det op med kold saltvand til en passende temperatur. Viskestykkerne bliver selvfølgelig lidt stive af alt det salt, og der kommer lidt overfladerust på gryder og kedler, men det er til at tørre af. Det bedste ved saltvandet er, at det er en uendelig ressource, så man kunne bare bruge løs uden at tænke over forbruget – der er et helt ocean at tømme:)

Apropos vand så var der også begrænset badning ombord – i ferskvand. Vi kunne jo bade så meget vi ville i saltvand, men det blev faktisk kun til to gange i alt pr. person. Når vi badede tog vi badetøj på, tog vand op fra siden af båden og op på dækket. Så var det bare at hælde vand over sig og i gang med saltvandsshampoo (shampoo med lavere pH end normal shampoo). Det var kanon lækkert, især jo længere vi kom på Barbados, da temperaturen steg.

 

Når man sejler så mange dage uden at komme i land, var vi også nødt til at tænke over opbevaring af skrald. Alle dåser og plastikflasker med mælk mv. blev skyllet grundigt med saltvand efter brug for at mindske lugten i skraldespanden. Fødevarer fx kartoffelskræller samt papir røg over bord “på den blå hylde”, som man kalder det. Plastik og dåser blev opbevaret i skraldesæk og så lagt i vores backskiste eller i ankerbrønden. Herunder kan I se Mai og Martin igang med at komprimere plastikflasker:

 

 

Martin fyldte 27 år den 8. december, så det skulle jo fejres i bedste Aura-stil. Martin havde vagt kl. 24 på sin fødselsdag, så vi tøffede alle sammen stille og roligt op og overraskede ham med fødselsdagssang, inden vi smuttede i seng igen. Fødselsdagsgaverne blev åbnet næste dag ledsaget af en tallerken med to spejlæg, jogurt og lækre boller. Som altid kan fødselsdagsbarnet ønske en kage, og jeg havde selvfølgelig forhørt mig på forhånd hos Martin, så vi kunne nå at købe ind.

Martin ønskede den fødselsdagskage, som han altid har fået: en kagemand med masser af slik. Jeg bagte derfor en sød gærdej, kom glasur på og bragte kagen op i cockpittet, så alle  kunne være med at pynte den (traditionen tro).

Vi var meget grundige med pyntningen, fx  er masten lavet af maltesers. og Dannebrog er lavet med hvidt-rødt slik . Alle gik op i at pynte kagen med stor iver og glæde – ikke mindst, når vi skulle spise kagen 🙂 Det er tradition i Martins familie, at der ikke må være en plet uden slik på kagen, så det prøvede vi at opfylde på bedste vis:

En vigtig dag på turen var den dag, hvor vi var halvvejs. Vi havde på forhånd besluttet os for at holde halvvejsfest, når vi havde nået de ca. 1000 sømil. Det var jo stort at være nået halvvejs, men det betød også, at der var temmelig langt til land både bag os og foran os…. lidt skræmmende hvis man kom til at tænke for meget over det. Men som Jakob plejer at sige: “Vi har aldrig været tættere på Barbados som nu”, og det er jo rigtig:

Det blev fejret med en flaske Cremant, som er transporteret hele vejen fra Danmark. Den var sågar kold, fordi den var i køleskab. Vi pyntede op med vores danske flag, som vi har brugt til fødselsdagene, jeg fandt fløjten frem og spillede “Kong Kristian stod ved højen mast”, mens vi skålede i Cremanten.

Derefter fik vi lækker mørbradgryde med løg, champignon, bacon og mørbrad (henkogt hjemmefra) samt banankage. De fleste af os fik da også lige en ren (eller rettere sagt: mindre beskidt) bluse på i dagens anledning. Vi nød hinandens selskab, og efterfølgende sendte vi en flaskepost afsted i Cremant-flasken. Vi skrev på engelsk vores navne, en hilsen om at vi var nået halvvejs over Atlanten samt vores kontaktoplysninger. Måske den bliver fundet en dag?